Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
35 UNDER PILETRÆET.
Og Søndagen kom, og Knud kom, men hvor uheldigt!
de skulde alle ud, de maatte sige ham det. Johanne
trykkede hans Haand og spurgte: »Har du været henne paa
Komedien? Der maa du engang! jeg synger paa Onsdag, og
har du da Tid, saa vil jeg sende dig en Billet; min Fader
veed, hvor din Mester bor.«
Hvor det var kærligt af hende! og Onsdag Middag kom
der ogsaa et forseglet Papir uden Ord, men Billetten laa
deri, og om Aftenen gik Knud første Gang i sit Liv i Teatret,
og hvad saa han — ja han saa Johanne, saa dejlig, saa
yndig; hun blev rigtignok gift med en fremmed Person, men
det var Komedie, noget de forestillede, det vidste Knud,
ellers havde hun heller ikke nænt at sende ham en Billet til
at se derpaa; og alle Folk klappede og raabte højt, og Knud
raabte Hurra.
Selv Kongen smilte ned til Johanne, ligesom om lian
ogsaa var glad over hende. Gud, hvor Knud følte sig lille
bitte, men han elskede hende saa inderligt, og hun holdt jo
ogsaa af ham, og Mandfolket maa sige det første Ord,
saadan tænkte jo Honningkagejomfruen; i den Historie var der
meget lagt.
Saa snart det blev Søndag, gik Knud derhen; hans
Tanker vare stemte ligesom til Altergang. Johanne var alene
og tog imod ham, det kunde ikke være heldigere.
»Det er godt, du kommer!« sagde hun, »nær havde jeg
sendt Fader til dig, men saa havde jeg en Fornemmelse af,
at du nok kom i Aften; for jeg maa sige dig, at jeg rejser
paa Fredag til Frankrig, det maa jeg, at der kan blive noget
rigtig dygtigt af mig.« —
Og det var for Knud, som om Stuen drejede rundt, som
om hans Hjerte vilde gaa itu, men der kom ikke Taarer i
hans Øjne, dog var det synligt nok, hvor bedrøvet han blev;
Johanne saa det, og hun var lige ved at græde. »Du
ærlige, trofaste Sjæl!« sagde hun — og saa var Knuds Tunge
løst, og han sagde hende, hvor inderligt han holdt af hende,
og at hun maatte blive hans lille Kone; og idet han sagde
det, saa han, at Johanne blev ligbleg, hun slåp hans Haand
3*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
