Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
42
UNDER PILETRÆET.
nede lige ind i hendes velsignede Ansigt, og hun smilede og
takkede saa mildt, og hun var saa rørt; og Knud saa hende
lige ind i Ansigtet, og hun saa Knud lige ind i Ansigtet,
men hun kendte ham ikke. En Herre med Stjerne paa sit
Bryst rakte hende sin Arm — de vare forlovede, sagde man.
Og saa gik Knud hjem og snørede sin Ransel; han vilde,
han maatte hjem til Hylden og Pilen — ak, under Piletræet!
De bad ham blive; ingen Ord kunde holde ham tilbage;
de sagde ham, at det var mod Vintertid, at Sneen alt laldt
i Bjergene; men i Sporet af den langsomt kørende Vogn,
— den maatte der jo banes Vej for, — kunde han gaa med
Ranselen paa sin Ryg, støttende sig paa sin Stav. —
Og han gik mod Bjergene, op ad dem og ned ad dem;
afkræftet saa han endnu ikke By eller Hus; det var mod
Norden. Stjernerne tændtes oven over ham, hans Fødder
vaklede, hans Hoved svimlede; dybt nede i Dalen tændtes ogsaa
Stjerner, det var, som om Himlen ogsaa udstrakte sig neden
under ham. Han følte sig syg. Stjernerne dernede bleve flere
og flere og altid klarere, de bevægede sig hid og did. Det
var en lille By, hvor Lysene blinkede, og da han forstod
det, anstrengte han sine sidste Kræfter og naaede der et ringe
Herberg.
Et helt Døgn blev han her, tlii hans Legeme trængte til
Hvile og Pleje. Det var Tø og Slud i Dalen. En Morgenstund
kom her en Liremand, han spillede en Melodi hjemme fra
Danmark, og saa kunde Knud ikke længer holde det ud, —
han gik i Dage, mange Dage, med en Hast, som gjaldt det
at komme hjem, før de alle sammen døde der; — men til
ingen talte han om sin Længsel, ingen kunde tro, han havde
Hjertesorg, den dybeste man kan have, den er ikke for
Verden, den er ikke morsom, den er ikke engang for Vennerne,
og han havde ingen Venner. Fremmed gik han i fremmed
Land, hjemad, mod Norden. I det eneste Brev hjemme fra,
det Forældrene for Aar og Dag siden havde skrevet, stod:
»Du er ikke rigtig dansk som vi andre hjemme: vi ere det
saa uhyre! Du holder kun af fremmed Land!« Forældrene
kunde skrive det — ja, de kendte ham jo.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
