Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
43 UNDER PILETRÆET.
Det var Aften, han gik paa den aabne Landevej, det
begyndte at fryse; Landet selv blev mere og mere fladt med
Mark og Eng; der stod ved Vejen et stort Piletræ; alt saa
saa hjemligt, saa dansk ud; han satte sig under Pilen, han
følte sig saa træt, hans Hoved bøjede sig, hans Øjne lukkede
sig til Hvile, men han følte og fornam, hvorledes Pilen
sænkede sine Grene ned imod ham, Træet syntes en gammel,
mægtig Mand, det var Pilefar selv, der løftede ham paa
sine Arme og bar ham, den trætte Søn, hjem til det danske
Land ved den aabne, blege Strand, til Kjøge By, til
Barn-domshaven. Ja, det var Piletræet selv fra Kjøge, der var
gaaet ud i Verden for at søge og finde ham, og nu var han
funden og bragt hjem i den lille Have ved Aaen, og her stod
Johanne i al sin Pragt, med Guldkronen paa, som han sidst
havde set hende, og raabte: »Velkommen!«
Og lige foran dem stod to underlige Skikkelser, men de
saa meget mere menneskelige ud end i Barndomstiden, de
havde ogsaa forandret sig; det var de to Honningkager,
Mandfolket og Fruentimret; de vendte Retten til og saa godt ud.
»Tak!« sagde de begge to til Knud; »du har løst vor
Tunge! Du har lært os, at man skal frejdig udtale sin Tanke,
ellers kommer der ikke noget ud af det! og nu er der
kommet noget ud af det! — vi ere forlovede!«
Og saa gik de Haand i Haand gennem Kjøge Gader, og
de saa meget anstændige ud paa Vrangen, der var ikke noget
at sige paa dem! og de gik lige hen mod Kjøge Kirke, og
Knud og Johanne fulgte efter; de gik ogsaa Haand i Haand;
og Kirken stod som før med røde Mure og dejligt
Vedbendgrønt, og Kirkens store Dør aabnede sig til begge Sider, og
Orgelet bruste, og Mandfolket og Fruentimret gik begge op
ad Kirkegangen. »Herskabet først!« sagde de,
»Honningkagernes Brudefolk!« og saa traadte de hver til sin Side for Knud
og Johanne, og de knælede deroppe, og hun bøjede sit
Hoved over hans Ansigt, og der trillede iskolde Taarer fra
hendes Øjne, det var Isen, der smeltede om hendes Hjerte
ved hans stærke Kærlighed, og de faldt paa hans brændende
Kinder, og — han vaagnede ved det og sad under det gamle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
