Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ib og lille Christine
Nær ved Gudenaa, inde i Silkeborg Skov, løfter sig
en Landryg som en stor Vold, den kaldes »Aasen«, og
under den, mod Vest, laa, ja der ligger endnu, et lille
Bondehus med magre Jorder; Sandet skinner igennem den tynde
Rug- og Bygager. Det er nu en Del Aar siden; Folkene, som
boede der, drev deres lille Avling, havde dertil tre Faar, eet
Svin og to Stude; kort sagt, de havde det ret vei til Føden,
naar man tager den, som man har den, ja de kunde vei
ogsaa have bragt det til at holde et Par Heste, men de sagde
som de andre Bønder derovre: »Hesten æder sig selv!« —
den tærer for det gode, den gør. Jeppe-Jæns drev sin lille
Jordlod om Sommeren og var om Vinteren en flink
Træskomand. Han havde da ogsaa Medhjælp, en Karl, der forstod
at skære Træsko, der vare baade stærke, lette og med Facon;
Sko og Slev skar de; det gav Skillinger, man kunde ikke
kalde Jeppe-Jæns’s for fattig Folk.
Lille Ib, den syvaars Dreng, Husets eneste Barn, sad og
saa til, skar i en Pind, skar sig ogsaa i Fingrene, men en
Dag havde han snittet to Stykker Træ, saa at de saa ud som
smaa Træsko, de skulde, sagde han, foræres til lille
Christine, og det var Prammandens lille Datter, og liun var saa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
