Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
IB OG LILLE CHRISTINE.
75
Brevet stod om seks ny Særke og en dejlig Klædning,
Christine havde faaet af Husbond og Madmor. Det var rigtignok
gode Tidender.
Foraaret derefter, en smuk Dag, bankede det paa I b s og
hans Moders Dør, det var Prammanden med Christine;
hun var kommen i Besøg paa en Dagstid; der var just en
Lejlighed til Them og igen tilbage, og den benyttede hun.
Smuk var hun som en fin Frøken, og gode Klæder havde
hun, de vare syede vei, og de passede til hende. I fuld Stads
stod hun, og Ib var i de daglige, gamle Klæder. Han kunde
slet ikke komme til Mæle; vei tog han hendes Haand, holdt
den saa fast, var saa inderlig glad, men Munden kunde han
ikke faa paa Gang, det kunde lille Christine, hun talte,
hun vidste at fortælle, og liun kyssede Ib lige paa Munden.
»Kender du mig ikke nok?« sagde hun; men selv da de
vare ene to, og han endnu, stod og holdt hende i Haanden,
var alt hvad han kunde sige, alene det: »Du er bleven
ligesom en fin Dame! og jeg ser saa pjusket ud! hvor jeg liar
tænkt paa dig, Christine! og paa gamle Tider!«
Og de gik Arni i Arni op paa Aasen og saa over Gudenaa
til Seis Hede med de store Lyngbanker, men Ib sagde ikke
noget, dog da de skiltes ad, var det klart for ham, at
Christine maatte blive hans Kone, de vare jo fra smaa kaldte
Kærestefolk, de vare, syntes han, et forlovet Par, uagtet ingen
af dem selv havde sagt det.
Kun nogle Timer endnu kunde de være sammen, for hun
skulde igen til Them, hvorfra tidlig næste Morgen Vognen
kørte tilbage Vester paa. Faderen og Ib fulgte med til Them,
det var klart Maaneskin, og da de kom der, og Ib endnu
holdt Christines Haand, kunde han ikke slippe den, hans
Øjne de vare saa klare, men Ordene faldt kun smaat, men
det var Hjerteord hvert eneste et: »Er du ikke bleven for fint
vant,« sagde han, »og kan du finde dig i at leve i vor Mors
Hus med mig som Ægtemand, saa bliver vi to engang Mand
og Kone! — — men vi kan jo vente lidt!«
»Ja, lad os se Tiden an, Ib!« sagde hun; og saa trykkede
hun hans Haand, og han kyssede hende paa hendes Mund.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
