Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
110
SUPPE PAA EN PØLSEPIND.
der er altid bag lukkede Døre et Musehul! Han saa bleg ud,
havde et stort Skæg og store, skinnende Øjne. Lampen osede,
og Væggene vare vante dertil, de bleve ikke sortere. Fangen
ridsede baade Billeder og Vers, med hvidt paa sort, jeg læste
dem ikke. Jeg tror, han kedede sig; jeg var en velkommen
Gæst. Han lokkede mig med Brødsmuler, med Fløjten og
milde Ord; han var saa glad ved mig; jeg fik Tillid til ham,
og saa bleve vi Venner. Han delte med mig Brød og Vand,
gav mig Ost og Pølse; jeg levede flot; men det var dog især
den gode Omgang, maa jeg sige, som holdt mig. Han lod
mig løbe paa sin Haand og Arm, helt op i Ærmet; han lod
mig krybe i sit Skæg, kaldte mig sin lille Ven; jeg fik ham
ordentlig kær; saadant noget er nok gensidigt! Jeg glemte
mit Ærinde ude i den vide Verden, glemte min Pølsepind i
en Sprække af Gulvet, der ligger den endnu. Jeg vilde blive,
hvor jeg var; gik jeg bort, da havde jo den stakkels Fange
slet ingen, og det er for lidt i denne Verden! Jeg blev, han
blev ikke! han talte til mig saa sørgeligt den sidste Gang,
gav mig dobbelt saa meget Brød og Osteskorpe, kyssede saa
paa sine Fingre ad mig; han gik og kom aldrig mere. Jeg
kender ikke hans Historie. »»Suppe paa en Pølsepind!««
sagde Slutteren, og til ham gik jeg, men ham skulde jeg ikke
have troet; han tog mig vei paa sin Haand, men han satte
mig i Bur, i Trædemølle; det er voldsomt! man løber og
løber, lige langt kommer man og er kun til Grin!
Slutterens Barnebarn var en yndig lille en, med guldgult,
krøllet Haar, Øjne saa glade og en Mund, der lo. »»Stakkels
lille Mus!«« sagde hun, kiggede ind i mit fæle Bur, trak
Jernpinden fra — og jeg sprang ned i Vindueskarmen og ud i
Tagrenden. Fri, fri! det alene tænkte jeg paa og ikke Rejsens
Maal!
Det var mørkt, det var mod Nattetider, jeg tog Herberg i
et gammelt Taarn; der boede en Vægter og en Ugle; jeg
troede ingen af dem, mindst Uglen; den ligner en Kat og
halden store Fejl, at den æder Mus; men man kan tage Fejl, og
det gjorde jeg; det var en respektabel, overmaade dannet,
gammel Ugle, hun vidste mere end Vægteren og lige saa meget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
