Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
140
DYNDKONGENS DATTER.
skottede efter de andre Storkeunger, gjorde Bekendtskab og
slugte ved hvert tredie Skridt en Frø, eller gik og dinglede
med en lille Slange, det tog sig godt ud, troede de, og det
smagte. Hanungerne gjorde Klammeri, baskede hinanden med
Vingerne, hug med Næbbet, ja, ståk til Blods, og saa blev den
forlovet og den forlovet, Hanungerne og Hunungerne, det var
jo det, de levede for. De byggede Rede, og kom saa igen i
nyt Klammeri, for i de hede Lande ere de nu alle saa hidsige,
men fornøjeligt var det, og især en stor Glæde for de gamle:
alting klæder ens Unger! Hver Dag var her Solskin, hver
Dag fuldt op at æde, man kunde kun tænke paa Fornøjelse. —
Men inde i det rige Slot hos den ægyptiske Husvært, som de
kaldte ham, var den slet ikke til Huse.
Den rige, mægtige Herre laa paa Løj bænk, stiv i alle sine
Lemmer, udstrakt som en Mumie, midt i den store Sal med
de broget malede Vægge; det var, ligesom om han laa i en
Tulipan. Slægtninge og Tjenere stod om ham, død var han
ikke, leve kunde man heller ikke ret sige, at han gjorde;
den frelsende Moseblomst fra de nordlige Lande, den, der
skulde søges og plukkes af den, som højest elskede ham,
vilde aldrig blive bragt. Hans unge, dejlige Datter, som i
Svaneham fløj over Hav og Lande, højt mod Norden, skulde
aldrig vende tilbage; »hun er død og borte!« havde de to
hjemvendte Svanejomfruer meldt; de havde sat en hel Historie
sammen derom, den fortalte de:
»Vi fløj alle tre højt i Luften, da saa en Jæger os og
afskød sin Pil; den ramte vor unge Veninde, og langsomt,
syngende sit Farvel, sank hun, som en døende Svane, ned
midt i Skovsøen; der ved Bredden under en duftende
Hængebirk begravede vi hende; dog Hævn have vi taget; Ild bandt
vi under Vingen paa Svalen, der byggede under Jægerens
Rørtag, det tændtes, Huset slog op i Lue, han brændte inde,
det lyste ud over Søen hen til den hældende Hængebirk,
hvor hun nu er Jord i Jorden; aldrig kommer hun til Ægyptens
Land!«
Og saa græd de begge to, og Storkefader, den Gang han
hørte det, knebrede med Næbbet, saa at det skraldede efter:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
