Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
144
DYNDKONGENS DATTER.
Vikingen i Møde, naar hans Baad styrede mod Land. Af
sit dejlige, lange Haar skar hun den længste Lok og flettede
sig deraf en Streng til sin Bue:
»Selvgjort er velgjort!« sagde hun.
Vikingefruen var vei efter Tid og Vane stærk i Villie
og Sind, men mod Datteren var hun at ligne som en blød,
angest Kvinde, hun vidste jo ogsaa, at det var Trolddom, der
hvilede over det forfærdelige Barn.
Det var, som om Helga, ret af ond Fornøjelse, lidt for
ofte fandt paa, naar Moderen stod paa Svalen eller traadte
ud i Gaarden, at sætte sig op paa Brøndkanten, slaa med
Arme og Ben, og derpaa lade sig plumpe ned i det snævre,
dybe Hul, hvor hun, med Frønaturen, dykkede og løftede sig
igen, kravlede saa, ligesom om hun var en Kat, og kom
drivende af Vand ind i Højsalen, saa at de grønne Blade, der
vare strøede paa Gulvet, vendte sig i den vaade Strøm.
Dog eet Baand var der, som holdt liden Helga, det var
Aftenskumringen; i den blev hun stille og ligesom
eftertænksom, lod sig kalde og føre; da ligesom drog en indre
Fornemmelse hende til Moderen, og naar Solen sank, og
Forvandlingen ude og inde fulgte, sad hun der stille, sørgmodig,
skrumpet sammen i Paddeskikkelsen, Kroppen var vei nu langt
større end dette Dyrs, men just derved des grueligere; hun saa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
