Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
143 DYNDKONGENS DATTER.
»Hvor oppe gemmer du dem?« spurgte Storkemoder.
»I vor Rede ved Vildmosen!« sagde han. »Jeg og vore
yngste Unger kunne hjælpes ad med at føre dem, og blive
de os for besværlige, saa er der Steder nok paa Vejen til at
skjule dem til næste Trækning. Een Svaneham var vei nok
for hende, men to er bedre; det er godt at have meget
Rejsetøj i et nordligt Land!«
»Du faar ikke Tak for det!« sagde Storkemoder, »men
du er jo Herre! jeg har ikke noget at sige uden i Liggetiden!«
I Vikingeborgen ved Vildmosen, hvorhen Storkene fløj mod
Vaaren, havde den lille Pige faaet Navn; Helga havde de
kaldt hende, men det Navn var alt for blødt for et saadant
Sind, som det, den dejligste Skikkelse her havde; Maaned for
Maaned kom det mere frem, og i Aaringer, ja, medens Storkene
gjorde samme Rejse, i Høst mod Nilen, i Foraar mod
Vildmosen, blev det lille Barn en stor Pige, og før man tænkte
derover, var hun den dejligste Jomfru i sit sekstende Aar;
dejlig af Skal, men haard og barsk af Kerne, vildere end de
fleste i denne haarde, mørke Tid.
Det var hende en Lyst at stænke med sirie hvide Hænder
det dampende Blod af den slagtede Offerhest: hun bed i
Vildskab Halsen over paa den sorte Hane, som Offergoden skulde
slagte, og til sin Plejefader sagde hun i fuld Alvor:
»Kom din Fjende og slog Tov om Bjælkehovederne af
Taget, lettede det over dit Kammer, medens du sov, jeg skulde
ikke vække dig, om jeg kunde! jeg hørte det ikke, saaledes
surrer Blodet mig endnu om det Øre, hvorpaa du for Aaringer
siden gav mig en Kindhest, du! Jeg husker!«
Men Vikingen troede ikke paa de Ord, han var ligesom
de andre daaret af hendes Dejlighed, vidste heller ikke om,
hvorledes Sind og Skind skiftede hos liden Helga. Uden
Sadel sad hun, som groet fast til Hesten, der jog i fuldt Løb,
og ikke sprang hun af, om den bedes med de andre
ondsindede Heste. I alle sine Klæder kastede hun sig tit fra
Skrænten ud i Fjordens stærke Strømning og svømmede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
