Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
154
DYNDKONGENS DATTER.
sin dræbte Ganger, hun saa paa dem med Øjne, som syntes
at græde; Frøhovedet gav et Kvæk, som om et Barn brister
i Graad. Hun kastede sig snart over den ene, snart over den
anden, tog Vand i Haanden, der ved Svømmehuden blev
større og mere hul, og gød det over dem. Døde vare de, døde
vilde de blive! hun forstod det. Snart kunde de vilde Dyr
komme og æde deres Krop; nej, det maatte ikke ske! derfor
gravede hun i Jorden, saa dybt hun mægtede det; en Grav
vilde hun aabne for dem, men hun havde kun til at grave
med en stærk Trægren og begge sine Hænder, men paa dem
spændte mellem Fingrene Svømmehuden, den revnede, Blodet
flød. Hun begreb, at Arbejdet vilde ikke lykkes hende; da
tog hun Vand og vaskede den dødes Ansigt, bedækkede det
med friske, grønne Blade, bar store Grene hen og lagde over
ham, rystede Løv derind imellem, tog saa de sværeste Sten,
hun mægtede at løfte, lagde dem over de døde Legemer og
tilstoppede Aabningerne med Mos, da troede hun, at
Gravhøjen var stærk og fredet, men under dette tunge Arbejde
var Natten skredet hen, Solen brød frem — og liden Helga
stod i al sin Dejlighed, med blødende Hænder og for første
Gang med Taarer paa de rødmende, jomfruelige Kinder.
Da var det i Forvandlingen, som to Naturer brødes inde
i hende; hun sitrede, saa omkring sig, som vaagnede hun af
en ængstende Drøm, foer derpaa hen til den slanke Bøg, holdt
sig fast ved den, for dog at have en Støtte, og snart, i et
Nu, klatrede hun, som en Kat, op i Træets Top og klamrede
sig fast; hun sad der som et ængstet Egern, sad der den
lange Dag i den dybe Skovensomhed, hvor alt er stille og
dødt, siger man jo! — dødt, ja, der fløj et Par Sommerfugle
om hinanden, i Leg eller Strid; der var tæt ved nogle
Myretuer, hver med flere Hundrede travle Smaaskabninger, der
mylrede frem og tilbage; i Luften dansede utallige Myg,
Sværm ved Sværm; der jog forbi Skarer af surrende Fluer,
Vor Herres Høns, Guldsmede og andre vingede Smaadyr,
Regnormen krøb frem fra den vaade Grund, Muldvarpene
skød op, — for Resten var det stille, dødt rundt om, dødt,
som man siger og forstaar det. Ingen lagde Mærke til liden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
