Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
155 DYNDKONGENS DATTER.
Helga uden Skovskaderne, der fløj skrigende om Træets Top,
hvor hun sad; de hoppede hen ad Grenene mod hende i
dristig Nysgerrighed. Et Blink af hendes Øjne var et Blink,
der jog dem bort igen, men de bleve ikke klogere paa hende
og hun ikke heller paa sig selv.
Da Aftenen var nær, og Solen begyndte at synke, kaldte
Forvandlingen hende til ny Bevægelse; liun lod sig glide ned
ad Træet, og idet den sidste Solstraale slukkedes, sad hun
der i Frøens sammenkrympede Skikkelse, med Hændernes
sønderrevne Svømmehinder, men Øjnene straalede nu med
en Skønhedsglans, som de knap ejede før i Dejlighedens
Skikkelse; det var de mildeste, fromme Pigeøjne, der lyste frem
bag Frø-Larven, de vidnede om det dybe Sind, det
menneskelige Hjerte. Skønhedsøjnene brast i Graad, græd Hjertets
tunge Lettelsestaarer.
Der laa endnu ved den rejste Grav det Kors af Grene,
der med Bastbaand var bundet sammen, det sidste Arbejde
af ham, som nu var død og borte; liden Helga tog det,
Tanken kom af sig selv, hun plantede det mellem Stenene
over ham og den dræbte Hest. Ved Erindringens Vemod brød
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
