Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VINDEN FORTÆLLER OM VALDEMAR DAAE GG HANS DØTRE. 195
Hvor gik det Valdemar Daae, livor gik det hans Døtre?
Vinden fortæller:
»Den sidste af dem jeg saa, ja sidste Gang, det var Anna
Dorthea, den blege Hyacint, — nu var hun gammel og
bøjet, det var et halvt Hundrede Aar derefter. Hun levede
længst, hun vidste om det hele.
Derovre paa Heden, ved Viborg By, laa Domprovstens
ny, stadselige Gaard, med røde Sten og med takket Gavl;
Røgen kom fed op af Skorstenen. Den milde Frue og de
favre Døtre sad i Karnappen og saa ud over Havens
hængende Bukketjørn, ud til den brune Hede —; hvad saa de
der efter? De saa efter Storkereden derude paa det
faldefærdige Hus. Taget var med Mos og Husløg, forsaavidt at der
var Tag, det som mest dækkede var Storkens Rede, og den
var den eneste, der blev hjulpen paa, Storken holdt den i
Stand.
Det var et IIus at se paa, ikke at røre; »jeg maatte fare
varligt,« sagde Vinden. For Storkeredens Skyld fik Huset Lov
at staa, det var jo ellers en Skræmsel paa Heden. Storken
vilde Domprovstens ikke jage bort, saa havde Rønnen Lov
at blive, og Stakkelen derinde kunde have Lov at bo der;
det kunde hun takke den ægyptiske Fugl for, — eller var det
Tak, fordi hun engang bad for hans sorte, vilde Broders
Rede i Borreby Skov? Da var hun, Stakkelen, et ungt Barn,
en fin, bleg Hyacint i den adelige Urtegaard. Hun huskede
det alt sammen: Anna Dorthea.
»»Oh! oli!«« —ja, Menneskene kunne sukke, som Vinden
kan det i Siv og Rør. »»Oh! — der ringede ingen Klokker
over din Grav, Valdemar Daae! de fattige Skoledrenge sang
ikke, da Borrebys fordums Herre blev lagt i Jorden! —
Oh! Alt faar dog Ende, ogsaa Elende! — Søster Ide blev en
Bondes Viv; det var vor Fader den haardeste Prøvelse!
Datters Mand en ussel Træl, der af Herremanden kunde sættes
til at ride paa den haarde Fjæl. — Nu er han vei under
Jorden? og du med? Ide! — O ja! o ja! det er ikke forbi
endda, jeg gamle Stakkel! jeg fattige Stakkel! løs op for mig,
rige Krist!««
13*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
