Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
194 VINDEN FORTÆI.LEK OM VALDEMAR DAAE OG HANS DØTRE.
lians hede Kinder, jeg klappede lians graa Skæg og hans
lange, hvide Haar, jeg sang, som jeg kunde del: Hu-u-ud!
fare lien! fare hen! — Det var Enden paa den rige
Herlighed.
Ide og Anna Dorthea gik liver ved hans Side;
Johanne vendte sig i Porten, hvad skulde det til, Lykken vilde
dog ikke vende sig. Hun saa paa Murens røde Sten fra Marsk
Stigs Borg, tænkte hun paa lians Døtre:
tænkte liun paa den Sang? — Her vare de tre, — Fadeien
var med! — De gik hen ad Vejen, hvor de havde kørt i
Karet, de gik Stoddergang med Faderen, til Smidstrup
Mark, til det klinede Hus, der var lejet for ti Mark aarlig,
det ny Herresæde med tomme Vægge og tomme Kar. Krager
og Alliker fløj hen over dem og skreg, som i Spot: »»Fra
Reden! fra Reden! frå! frå!«« som Fuglene skreg det i
Borreby Skov, da Træerne bleve fældede.
Hr. Daae og hans Døtre fornam det vei; jeg blæste dem
om Ørene, det var ikke værd at høre derpaa.
Saa drog de ind i det klinede Hus paa Smidstrup Mark,
— og jeg foer af Sted over Mose og Mark, gennem nøgne
Hækker og afpillede Skove, til aabne Vande, andre Lande. —
Hu-u-ud! fare lien! fare hen! og det i alle Aaringer.«
»»Den ældste tog den yngste ved Hand
og de fore vide om Verden!««
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
