Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
205 ET STYKKE FERLESNOR.
Det gjorde godt at komme i Land; men mørkt var det,
daarligt brændte Lygterne, og alt var saa vildtfremmed for
mig, der aldrig havde været i nogen anden By end i Odense.
»Se, her blev Baggesen født!« sagde min Fader, »og her
levede Birckner.«
Da syntes mig, at den gamle By med de smaa Huse blev
med eet lysere og større; vi følte os dertil saa glade ved at
have Landjorden under os; sove kunde jeg ikke den Nat over
alt det meget, jeg allerede havde set og oplevet, siden jeg i
Forgaars tog hjemme fra.
Næste Morgen maatte vi tidligt op, vi havde for os en
slem Vej med forfærdelige Banker og mange Huller, til vi
naaede Slagelse, og videre frem paa den anden Side var
nok ikke stort bedre, og vi vilde gerne saa betids komme til
Krebsehuset, at vi derfra endnu ved Dag kunde gaa ind
til Sorø og besøge Møllers Emil, som vi kaldte ham, ja,
det var eders Bedstefader, min salig Mand, Provsten, han
var Student i Sorø og netop færdig der med sin anden
Eksamen.
Vi kom efter Middag til Krebsehuset; det var et galant
Sted den Gang, det bedste Værtshus paa hele Rejsen, og den
yndigste Egn, ja, det maa I da alle indrømme, at den endnu
er. Det var en ferm Værtinde, Madam Plambek, alt i Huset
som et glatskuret Spækkebræt. Paa Væggen hang i Glas og
Ramme Baggesens Brev til hende, det var nok værd at se!
mig var det en stor Mærkelighed. — Saa gik vi op til Sorø
og traf der Emil. I kan tro, han blev glad ved at se os, og
vi ved at se ham, han var saa god og opmærksom. Med ham
saa vi da Kirken med Absalons Grav og Holbergs Kiste;
vi saa de gamle Munke-Indskrifter, og vi sejlede over Søen
til »Parnasset«, den dejligste Aften jeg mindes! jeg syntes
rigtignok, at skulde man nogetsteds i Verden kunne digte,
maatte det være i Sorø, i denne Naturens Fred og Dejlighed.
Saa gik vi i Maaneskin ad Filosofgangen, som de kalde
det, den dejlige ensomme Vej langs Søen og Flommen ud
mod Landevejen til Krebsehuset; Emil blev og spiste med
os, Fader og Moder fandt, at han var bleven saa klog og saa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
