Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BARNET I GRAVEN.
211
Gravspaden trænger ned, Kirkegaarden laa som et Tag over
hendes Hoved.
Kappens Flig gled til Side, hun stod i en mægtig Hal,
der bredte sig stor og venlig; det var Skumring rundt om,
men foran hende og i samme Nu, tæt op til sit Hjerte, holdt
hun sit Barn, det tilsmilede hende i en Skønhed, større end
nogen Sinde før;
hun udstødte et
Skrig, dog hørligt
blev det ikke, thi
tæt ved, og derpaa
igen langt borte og
atter nær, lød en
svulmende, dejlig
Musik; aldrig før
havde saa
salig-stemmende Toner
naaet til hendes
Øre, de klang
hinsides det natsorte,
tætte Forhæng, der
skilte Hallen fra det
store Evighedsland.
»Min søde
Moder! min egen
Moder!« hørte hun sit
Barn sige. Det var
den kendte, elskede
Røst; og Kys fulgte
paa Kys i uendelig Lyksalighed; og Barnet pegede hen paa
det mørke Forhæng.
»Saa dejligt er der ikke oppe paa Jorden! ser du, Moder!
ser du dem alle sammen! det er Lyksalighed!«
Men Moderen saa intet, der hvor Barnet pegede, intet, uden
den sorte Nat; hun saa med jordiske Øjne, saa ikke saaledes
som Barnet, det Gud havde kaldt til sig, hun hørte Klangen,
Tonerne, men hun fornam ikke Ordet, det hun havde at tro.
14*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
