Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
210
BARNET I GRAVEN. 210
hendes Aandedrag og troede forvist, at hun fandt Hvile og
Lettelse, foldede derfor sine Hænder, bad og sov snart sundt
og fast, mærkede ikke, at hun rejste sig, kastede sine Klæder
om sig og gik saa stille ud af Huset for at komme derhen,
hvor hendes Tanker Dag og Nat søgte, til Graven, der gemf2
hendes Barn. Hun gik gennem Husets Havé, ud paa Marken,
hvor Stien førte uden om Byen hen til Kirkegaarden; ingen
saa hende, hun saa ingen.
Det var dejligt stjerneklart, Luften endnu saa mild, det
var først i September. Hun kom ind paa Kirkegaarden, hen
til den lille Grav, den var som en eneste stor Buket af
Blomster, de duftede, hun satte sig ned, bøjede sit Hoved imod
Graven, som skulde hun gennem det tætte Jordlag kunne se
sin lille Dreng, hvis Smil hun saa levende huskede; det
kærlige Udtryk i Øjnene, selv paa Sygelejet, var jo aldrig til at
glemme; hvor talende havde der hans Blik været, naar hun
bøjede sig over ham og tog hans fine Haand, den han ikke
selv mægtede at løfte. Som hun havde siddet ved hans Seng,
sad hun nu ved hans Grav, men her havde Taarerne frit
Løb, de faldt paa Graven.
»Du vil ned til dit Barn!« sagde en Stemme tæt ved, den
lød saa klar, saa dyb, den klang ind i hendes Hjerte, hun
saa op, og der stod hos hende en Mand, hyllet i en stor
Sørgekappe med Hætte ned om Hovedet, men hun saa ind
under den i hans Ansigt, det var strengt, men dog saa
tillidsvækkende, hans Øjne straalede, som var han i
Ungdoms Aar.
»Ned til mit Barn!« gentog hun, og der laa en
Fortvivlelsens Bøn deri.
»Tør du følge mig?« spurgte Skikkelsen. »Jeg er
Døden!«
Og hun nikkede bekræftende. Da var det med eet, som
om alle Stjerner ovenover lyste med Fuldmaanens Glans,
hun saa den brogede Farvepragt i Blomsterne paa Graven,
Jorddækket her gav blødt og sagte efter, som et svævende
Klæde, hun sank, og Skikkelsen bredte sin sorte Kappe om
hende, det blev Nat, Dødens Nat; hun sank dybere, end
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
