Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
223 EN HISTORIE FRA KLITTERNE.
skarpe Vestenvinde. Man kan derovre ret tænke sig tilbage i
Tiden, længere end til Christian den Syvendes Regering.
Som den Gang, i Jylland, saaledes endnu, strækker sig
milevidt den brune Hede med sine Kæmpegrave, sine
Luftsyner, sine krydsende, knoldede og sanddybe Veje; Vester paa,
hvor store Aaløb falde i Fjordene, breder sig Eng og Mose
begrænset af høje Klitter, der, lig en Alperække med
savformede Toppe, løfte sig mod Havet, de afbrydes kun af høje
Lerskrænter, dem Søen Aar for Aar bider Kæmpemundfulde
af, saa at Brinker og Højder styrte som rystede ved
Jordskælv. Saaledes ser der ud i Dag den Dag, saaledes var der
for de mange Aaringer tilbage, da de to lykkelige sejlede
derude paa det rige Skib.
Det var sidst i September, det var Søndag og Solskinsvejr,
Kirkeklokkernes Lyd naaede hinanden langs Nissum fjord;
Kirkerne der staa som hugne Kampesten, hver af dem er et
Stykke Fjeld! Vesterhavet kunde rulle over dem, og de skulde
staa; paa de fleste mangler Taarnet, Klokkerne hænge da frit
ude mellem to Bjælker. Kirketjenesten var endt, Menigheden
kom fra Guds Hus ud paa Kirkegaarden, hvor den Gang,
som endnu, ikke fandtes eller findes Træ eller Busk, ikke en
plantet Blomst eller en Krans lagt paa Graven; knoldede Højder
vise, hvor de døde ere jordede; et skarpt Græs, pisket af
Vinden, vokser over den hele Kirkegaard; en enkelt Grav har
maaske et Monument, det vil sige en hensmuldret Træbul,
tilhugget i Ligkisteform; Træstykket er hentet fra Vestegnens
Skov: det vilde Hav; der vokser for Kystboen de tilhugne
Bjælker, Planker og Træer, som Brændingen kører i Land;
Vinden og Havgusen forvitrer snart det henlagte Træstykke.
En saadan Stump laa her paa en Barnegrav, og hen til den
gik en af Konerne, som kom fra Kirken. Hun stod stille, saa
paa det halvt opløste Træstykke! lidt efter traadte hendes
Mand til. De talte ikke et Ord; han tog hende ved Haanden,
og de gik fra Graven ud paa den brune Hede; over Moseland
og hen imod Klitterne; længe gik de tavse.
»Det var en god Prædiken i Dag,« sagde Manden, »havde
man ikke Vor Herre, saa havde man ingenting.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
