Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
224
EN HISTORIE FRA KLITTERNE.
»Ja,« svarede Konen, »han glæder, og han bedrøver! det
har han Ret til! — Som i Morgen havde vor lille Dreng
været fem Aar, havde vi maattet beholde ham.«
»Der kommer ikke noget ud af, at du sørger!« sagde
Manden. »Han er sluppen godt fra det! han er jo, hvor vi
maa bede om at komme.«
Og saa talte de ikke mere og gik hen imod deres Hus
mellem Klitterne. Pludselig, fra en af disse, hvor ikke
Marehalmen holdt Sandet, løftede sig ligesom en stærk Røg; det
var et Vindstød, der borede sig ind i Klitten og hvirvlede i
Vejret de fine Sanddele; der kom endnu et Vindkast, saa alle
de mellem Snore ophængte udspændte Fisk slog mod Husets
Mur, og alt var igen stille; Solen brændte varmt.
Mand og Kone gik ind i Huset og vare snart af
Søndags-klæderne, skyndte sig saa over Klitterne, der stod som uhyre
Bølger af Sand pludseligt standsede i deres Bevægelse; Klittag
og Marehalmens blaagrønne, skarpe Straa gav nogen
Farveveksel mod det hvide Sand. Et Par Naboer kom til, de
hjalp hinanden med at faa Baaden højere op i Sandet, Vinden
blev stærkere, den var bidende kold, og da de gik tilbage
over Klitterne, føg Sand og skarpe Smaastene dem i Ansigtet;
Bølgerne løftede hvide Toppe, og Blæsten klippede den øverste
Kam af, saa det sprøjtede efter.
Det blev Aften, der lød en svulmende Susen i Luften,
hylende, klagende, som en Hærskare af fortvivlende Aander,
den overdøvede Havets Rullen, uagtet Fiskerhuset laa det saa
nær. Sandet føg paa Ruderne, og imellem kom et Kast, som
skulde Huset rystes i sin Grund. Det var mørkt, dog mod
Midnat vilde Maanen komme op.
Luften klaredes, men Stormen foer i al sin Vælde hen
over det dybe, sortladne Hav. Fiskerfolkene havde allerede
for længe siden lagt sig til Sengs, men det var ikke at tænke
paa i det Guds Vejr at lukke et Øje; da bankede det paa
Vinduet, Døren aabnedes, og der blev sagt:
»Der staar et stort Fartøj fast paa den yderste
Revle!« i eet Spring vare Fiskerfolkene ude af Sengen og i
Klæderne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
