Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
243 EN HISTORIE FRA KLITTERNE.
Jørgen svarede saa stumpet derpaa, det var ikke let at
faa fat i hans Tale; men den gamle førte Else til ham; hun
sagde ikke meget, men det sagde hun:
»Du har Hus! det maa man lægge i Eftertanken.«
Og Jørgen lagde meget i Eftertanke.
Havet har svære Søer, Menneskehjertet har dem endnu
sværere, der gik mange Tanker, stærke og svage iblandt,
gennem Jørgens Hoved og Sind, og han spurgte Else:
»Om nu Morten havde et Hus saa godt som jeg, hvem
af os tog du da helst?«
»Men Morten har ikke og faar ikke.«
»Men vi tænke os nu, at han flk!«
»Ja, saa tog jeg vei Morten, for saadan har jeg det nu!
men det kan man ikke leve af.«
Og Jørgen tænkte derover den hele Nat. Der var noget
i ham, han kunde ikke selv gøre sig Rede derfor, men han
havde en Tanke, der var stærkere end hans Kærlighed til
Else; — og saa gik han til Morten, og hvad han der sagde
og gjorde havde han vei betænkt, han overlod ham paa de
billigste Vilkaar Huset, selv vilde han tage Hyre, det lystede
ham saa. Og Else kyssede ham midt paa Munden, da hun
hørte det, for hun holdt jo mest af Morten.
I den tidlige Morgen vilde Jørgen af Sted. Aftenen
forud, det var allerede silde, fik han Lyst til endnu engang at
besøge Morten; han gik, og mellem Klitterne mødte han den
gamle Fisker, der ikke syntes om Afrejsen, Morten maatte
nok gaa med et Andenæb syet i Bukserne, sagde han, siden
Pigerne bleve saa hart forlibte i ham. Jørgen slog den
Tale hen, sagde Farvel og gik til Huset, hvor Morten boede;
han hørte højrøstet Tale derinde, Morten var ikke alene;
Jørgen var vankelmodig, Else vilde han mindst træffe
sammen med, og naar han ret betænkte det, vilde han heller
ikke, at Morten nok engang skulde sige ham Tak, og saa
vendte han om igen.
Næste Morgen, før Dag, snørede han sin Bylt, tog sin
Madæske og gik ned ad Klitterne mod Havstokken; der var
lettere at komme frem end paa den tunge, sandede Vej,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
