Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
253 EN HISTORIE FRA KLITTERNE.
under Psalmesangen, udstødte han et Suk, hans Øjne lyste,
de vare vendte mod Alteret, mod det Sted, hvor han for mer
end Aar og Dag siden havde knælet med sin døde Veninde,
han nævnede hendes Navn og blev hvid som et Klæde,
Taarer trillede ned over hans Kinder.
Man hjalp ham ud af Kirken, og han sagde dem, at han
følte sig vei, syntes ikke, at der havde fejlet ham noget, han
havde ingen Erindring derom, den af Gud prøvede, henkastede.
— Og Gud, vor Skaber, er vis og alkærlig, livo kan tvivle?
Vort Hjerte og vor Forstand erkender det, Bibelen bekræfter
det: »Hans Barmhjertighed er over alle hans Gerninger.«
I Spanien, hvor mellem Oranger og Laurbær de mauriske
gyldne Kupler ombølges af varme Luftninger, hvor Sang og
Kastagnetter klinge, sad i det pragtfulde Hus en barnløs Olding,
den rigeste Købmand; gennem Gaderne drog Børn i Procession
med Lys og vajende Faner. Hvor meget af sin Rigdom vilde
han ikke have givet for at eje sine Børn, sin Datter eller hendes
Barn, det, som maaske aldrig saa denne Verdens Lys og
hvorledes da Evighedens, Paradisets? »Stakkels Barn!«
Ja, stakkels Barn! just Barn og dog op i de tredive Aar
— saa gammel var Jørgen bleven der i Gammel-Skagen.
Sandflugten havde lagt sig hen over Kirkegaardens Grave,
helt op om Kirkens Mur, men her, hos de forudgangne, hos
Slægt og kære vilde og maatte de døde jordes. Købmand
B rønne og hans Hustru hvilede her hos deres Børn under
det hvide Sand.
Det var tidligt paa Aaret, Stormenes Tid; Klitterne røg,
Havet kastede høje Søer, Fuglene i store Skarer, som Skyer i
Storm, foer skrigende over Klitterne; Stranding fulgte paa
Stranding i Revlerne fra Skagens Gren til Husby-Klitter.
En Eftermiddag, Jørgen sad alene, i Stuen, lysnede det
op i hans Sind, en Fornemmelse af den Uro, som tit i hans
yngre Aar drev ham ud i Klitter og paa Hede:
»Hjem! hjem!« sagde han; ingen hørte ham; han gik ud
af Huset, ind i Klitterne, Sandet og Smaastene føg ham i
Ansigtet, løftede sig i Hvirvler omkring ham. Han gik hen
imod Kirken; Sandet laa op om Muren og halvt op paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
