Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
252
EN HISTORIE FRA KLITTERNE.
Men Livet slåp ham ikke, Traaden vilde ikke briste, men
Erindringen brast, alle Aandsevnernes Baand vare overskaarne,
det var det gyselige, et levende Legeme blev tilbage, et Legeme,
der skulde vinde Sundhed, gaa igen.
I Købmand Brønnes Hus blev Jørgen.
»Han har jo faaet sin Helsot for at frelse vort Barn,«
sagde den gamle Mand; »han er nu vor Søn.«
Fjollet kaldte man Jørgen, men det var ikke det rette
Udtryk; han var som et Instrument, hvorpaa Strengene ere
løsnede og ikke længer kunne klinge, — kun i et enkelt
Øjeblik, faa Minutter, flk de en Spændkraft, og de klang, —
gamle Melodier klang, enkelte Takter; Billeder rullede op og
hentaagede, — han sad igen stirrende, tankeløs; vi tør tro, at
han led ikke; de mørke Øjne mistede da deres Glans, et sort,
beaandet Glas syntes de.
»Stakkels fjollede Jørgen!« sagde man.
Det var ham, som under sin Moders Hjerte blev baaren
til et Jordliv, rigt og lykkeligt, saa at det var »et Overmod,
en forfærdelig Stolthed« at ønske, end sige tro paa et Liv
efter dette. Alle de store Evner i Sjælen altsaa spildte? Kun
haarde Dage, Smerte og Skuffelse var tildelt ham; en
Pragtsvibel var han, reven ud af sin rige Jordbund og kastet hen i
Sandet for at henraadne! det i Gud skabte Billede havde
intet bedre Værd? Kun et Spil for Tilfældigheder var og er
det hele, nej! Alkærlighedens Gud maatte og vilde give ham
Erstatning i et andet Liv for hvad han her led og savnede.
»Herren er god mod alle, og hans Barmhjertighed er over alle
hans Gerninger.« De Ord af Davids Psalme udtalte i Tro
og Fortrøstning den fromme, gamle Købmands Hustru, og
hendes Hjertes Bøn var, at Vor Herre snart vilde løse op
for Jørgen, at han kunde indgaa til »Guds Naadegave«, det
evige Liv.
Paa Kirkegaarden, hvor Sandet føg hen over Muren, var
Clara begraven; det syntes, som om Jørgen ikke havde
Tanke derom, det hørte ikke til hans Tankesum, den løftedes
kun i Vragstykker fra en Fortid. Hver Søndag fulgte han
Familien til Kirke og sad stille med tankeløst Blik. En Dag,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
