Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ISJOMFRUEN.
289
Is skinnede dog frem; de smaa Damme, inddæmmede af
opskruede Isblokke maatte man uden om, og paa denne
Vandring kom man nær en stor Sten, der laa gyngende paa
Randen af en Isspalte, Stenen kom ud af Ligevægt, faldt,
rullede og lod Ekkoet runge nede fra Gletscherens hule,
dybe Gange.
Opad, altid opad gik det; Gletscheren selv strakte sig i
Højden, som en Flod af vildtoptaarnede Ismasser, klemte
mellem stejle Klipper. Rudy tænkte et Øjeblik paa hvad
der var fortalt ham, at han med sin Moder havde ligget
nede i en af disse Kulde aandende Kløfter, men snart igen
vare saadanne Tanker borte, det var ham som en anden
Historie af de mange, han havde hørt. En og anden Gang,
naar Mændene troede, at det var lidt for vanskeligt for den
lille Krabat at stige, rakte de ham Haanden, men han var
ikke træt, og paa Glatisen stod han fast som en Gemse. Nu
kom de ind paa Klippegrund, snart mellem mosløse Stene,
snart ind imellem låve Graner og igen ud paa den grønne
Græsgang, altid vekslende, altid nyt; rundt om løftede sig
Snebjerge, dem han, som hvert Barn her, kendte Navnene
paa: »Jomfruen«, »Munken« og »Eiger«. Rudy havde
aldrig før været saa højt, aldrig før betraadt det udstrakte
Snehav; det laa med de ubevægelige Snebølger, dem Vinden
blæste enkelte Fnokke fra, som den blæser Skummet af
Søens Vande. Gletscher ved Gletscher holde, om man kan
sige det, hinanden Haand i Haand, hver er et Glaspalads
for Isjomfruen, hvis Magt og Villie er: at fange og begrave.
Solen brændte varmt, Sneen var saa blendende og som
overgaaet med hvidblaa, funklende Diamantblink. Utallige
Insekter, især Sommerfugle og Bier, laa i Masse døde paa
Sneen, de havde vovet sig for højt, eller Vinden baaret dem,
til de udaandede i denne Kulde. Om Wetterhorn hang
ligesom en finkartet sort Uldtot, en truende Sky; den sænkede
sig, bugnende af hvad den gemte i sig, en »Føhn«, voldelig
i dens Magt, naar den brød løs. Indtrykket af den hele
Vandring, Nattekvarteret heroppe, og Vejen videre frem, de
dybe Fjeldkløfter, hvor Vandet, i en tankesvimlende lang Tid.
H. C. Andersen: Eventyr og Historier. II. 19
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
