Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
288
IS JOMFRUEN.
meget, som ikke er! Gid du maa komme paa Skødet og
køre i Karet, men det kan man ikke selv låve sig, jeg har
ikke kunnet det, hverken ved at gø eller gabe.«
Det var Ajolas Tale, og Ru dy tog den om Halsen og
kyssede den lige paa dens vaade Mund, og saa tog han
Katten i sine Arme, men den vred sig ved det.
»Du bliver mig for stærk, og mod dig vil jeg ikke bruge
Klør! kravl du kun over Bjergene, jeg har jo lært dig at
kravle! tro aldrig, at du falder ned, saa holder du dig nok!«
Og saa løb Katten, for den vilde ikke lade Rudy se, at
Sorgen lyste den ud af Øjnene.
Hønsene løb paa Gulvet, den ene havde mistet sin Hale;
en rejsende, der vilde være Jæger, havde skudt Halen af, idet
Mennesket tog Hønen for en Rovfugl.
»Rudy vil over Bjergene,« sagde den ene Høne.
»Han har altid Jag,« sagde den anden, »og jeg holder
ikke af at tage Afsked!« og saa trippede de af begge to.
Gederne sagde han ogsaa Levvel, og de raabte: »Med !
med! mæh!« og det var saa sørgeligt.
Der var af Egnens Folk to flinke Førere, som just skulde
over Bjergene, de vilde ned paa den anden Side ved Gemmi,
dem fulgte Rudy med, og til Fods. Det var en streng
March for saadan en lille Fyr, men Kræfter havde han, og
Mod, som ikke kunde blive træt.
Svalerne fløj et Stykke med: »Vi og I! og I og vi!« sang
de. Vejen gik over den rivende »Lütchine«, der i mange
smaa Strømninger styrter frem fra Grindelwald-Gletscherens
sorte Kløft; løse Træstammer og Stenbrokker tjene lier som
Bro. Nu vare de ovre ved Eliekrattet og begyndte at gaa
op ad Bjerget, tæt ved hvor Gletscheren havde løsnet sig fra
Bjergsiden, og saa gik de ud paa Gletscheren over Isblokke
og uden omkring dem; krybe lidt, gaa lidt maatte Rudy;
hans Øjne straalede af bare Fornøjelse, og saa traadte han,
med sine jernbeslagne Bjergsko, saa fast, som skulde han
sætte Mærke, hvor han havde gaaet. Den sorte Jordafsats,
som Fjeldstrømmen havde gydt ud over Gletscheren, gav
denne et forkalket Udseende, men den blaagrønne, glasagtige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
