Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
362
GEMT ER IKKE GLEMT. 362
Der laa en gammel Gaard, den ligger der endnu; det
er ikke Fru Mette Mogens’s; den tilhører en anden
højadelig Slægt.
Det er i vor Tid. Solen skinner paa Taarnets
forgyldte Spir, smaa Skovøer ligge som Buketter paa Vandet,
og rundt om dem svømme de vilde Svaner. I Haven
gro Roser; Gaardens Frue er selv det fineste Rosenblad,
det skinner i Glæde, god Gernings Glæde, ikke ude i den
vide Verden, men inde i Hjerterne, der er det gemt, men ikke
glemt.
Nu gaar hun fra Gaarden hen til det lille Udflytterhus
paa Marken. Derinde bor en stakkels værkbruden Pige; Vin-
duet i den lille Stue vender mod Nord; Solen kommer der
ikke; hun har kun at se lien over et Stykke Mark, som
lukkes ved den høje Grøft. Men i Dag er der Solskin, Vor
Herres varme, dejlige Sol er derinde; den kommer fra Syd
gennem det ny Vindue, hvor før kun var Mur.
Den værkbrudne sidder i det varme Solskin, ser Skov og
Strand, Verden er bleven saa stor og saa dejlig, og det ved
et eneste Ord af Gaardens venlige Frue.
»Det Ord var saa let, den Gerning saa lille!« siger hun;
»Glæden, jeg fik, var uendelig stor og velsignet!«
Og derfor øver hun saa mangen god Gerning, tænker
paa dem alle i de fattige Huse og i de rige Huse, hvor der
ogsaa er bedrøvede. Det er skjult og gemt> men det er ikke
glemt af Vor Herre.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
