Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
forvilde sig ind i værelset, var han efter den
i samme øieblik og gav sig ikke, før han
havde den forvaret i tasken bagom
nebbet. Engang gjorde han en stiv time
igjennem den hidsigste jagt paa en hveps og
veltede derunder mit blækhus, — saa mit
tyske leksikon endnu den dag idag bærer
det tydeligste vidnesbyrd om, hvilken
vældig jæger prins Pip-pip var.
* *
*
Lille Hildegun saa tit og ofte indom
til os. Men istedenfor — som gjerne
tidligere — at melde sig ved dundring og
spark paa døren var det nu ikke mere
end som saa, jeg kunde høre hendes
frygtsomme banken.
«Du, hvem er det, som har forhekset
ham?» spurgte hun.
Det var naturligvis den slemme
stedmor hans, det.
«Men kan han aldrig blive prins
igjen, da?»
Jo, naar der kom en skjøn-jomfru, [[** sic bindestrek her, ikke senere]] saa
hvid som melk og saa rød som blod, og
bragte ham et bæger med vin og vand
tre torsdagskvelder itræk; for saa sprak
den gamle troldheksen, men spurven blev
prins igjen, og saa reiste han og
skjønjomfruen hjem til gamlekongen, far hans,
og der holdt de bryllup og fik det halve
kongerige i brudegave, — akkurat som i
eventyret om prins Peter og jomfru Perle.
«Hvor bor han, den gamlekongen?»
Aa — det skulde nok være i et slot,
som laa østenfor sol og vestenfor maane
— — ensteds oppe bag Frognersæteren.
«Men hvem skal saa være
skjønjomfruen, du?»
Nei, det vidste jeg ikke.
Hun stod en stund og tænkte sig om.
«End Hilderid?» sagde hun; — «for
hun er jo saa hvid og rød?»
Jo, det lod sig høre.
Lille Hildegun var straks uhyre
optagen af tanken. Det var rigtignok ingen
torsdag just, men forlove sig skulde de
alligevel, og det paa timen ogsaa. Hun
huskede, at dengang tante Astrid blev
forlovet, drak man chokolade og spiste kager,
og hun lagde ikke munden sammen, før
mama maatte ivei med chokoladen og jeg
punge ud med en femogtyveøring til
kagerne.
Saa feirede vi da prins Pip-pips og
skjønjomfru Hilderids forlovelse. — Det
vilde være synd at sige, at de to kjærester
under denne høitidelighed egentlig bar nogen
heftig forelskelse tilskue. Fæstemanden
viste kagerne al mulig opmerksomhed, men
lod ikke til at have øie for sin fæstemø —
undtagen en eneste gang, da han i
forbifarten hakkede hende i haaret. Og hun
for sin del var ligesaa stiv og høitidelig
som nogensinde, — rigtignok lidt rødere i
kinderne, fordi hun var undselig, paastod
Hildegun.
Morgen efter morgen passede lille
Hildegun paa at spørge efter, om det ikke
var «torsdag idag heller.» Og som
endelig tordagskvelden var der, kom ganske
rigtig hun og Hilderid med tryllebægeret,
der for anledningen paafaldende lignede en
hankeløs kaffekop; og vinen var vistnok
bare tytebærsaft, — . [[** sic]] men mama havde
sagt, at det gjorde akkurat samme virkning.
Ogsaa næste torsdagskveld fik vi de
to damer paa besøg. Det lod imidlertid,
som om Hildeguns interesse for sagen var
bleven merkbart kjøligere nu paa det sidste.
* *
*
Led det saa frem til søndag, —
saadan en rigtig sommersøndag var det.
— Men bedst som Pip-pip sad og
solede sig borte i vinduskarmen, kom der
en fætter — eller kan hænde det var en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Wed Dec 20 20:44:19 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/julegodter/0026.html
