Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
23
kusine — og tog plads paa murkanten
udenfor.
Jeg skulde tro, der blev passiar !
De pippede og snadrede og skravlede hin
anden i nebbet værre end to bergenske
kaffesøstre, mens vingefjær og stjerter del
tog med den livligste gestikulation.
Men pludselig fik fetteren — eller
kusinen — øie paa mig — og var som
blæst bort.
Da gik Pip-pip ganske ud af sit gode
skind; han baskede og baskede paa ruden,
kredsede gang efter gang værelset rundt i
susende fart, — satte sig omsider hen paa
bordet og lod vinger og neb hænge.
Naa, ja, ja — tænkte jeg —, du er
min gjest, men ikke min fange. Og da
du nu er kommen saapas til skjels aar
og alder, at du nok kan staa paa egne
ben, saa vil ikke jeg være den, der sten
ger for din friluftslyst. — Han havde des
uden — oprigtig talt — i de sidste dage
været saa plagsom, at tanken paa afsked
ikke just var mig saa ganske uvelkommen.
Vel, jeg slog vinduets tvende fløidøre
paa vid væg.
Om lidt var han atter derhenne. Han
gjorde et par hop — og befandt sig ude
paa murkanten, keg forsigtig til alle sider,
tog saa en snartrip ind i vinduskarmen og
pikkede op nogle brødsmuler, lagde hovedet
paa skakke, dukkede sig
«pip,
pip!» -— og væk var han.
>.
79
Neppe nok var prins Pip-pip draget
afgaarde for at søge sin lykke ude i den
vide verden, før der lød skraal henne paa
gangen; og da jeg skulde se efter, saa
var det Hildegun og Hilderid, som var
komne op at slaas, eller — rettere sagt
— det var Hildegun, som paa det übarm
hjertigste gav Hilderid juling med en visp.
«Skriger du, faar du mer!» raabte
Hildegun, og saa skreg og hvinte hun selv i
vilden sky — paa Hilderids regning selv
følgelig —•; og saa fik Hilderid mere bask.
Hvad ondt Hilderid havde gjort? —
Aa, hun havde været saa uskikkelig, saa
uskikkelig! — — og nu vilde hun absolut
ind til Pip-pip, men det fik hun ikke
lov til, — — og ikke skulde hun faa ham
heller, for hun vilde bare blive saa slem
mod ham saa —
•!
«Du» — og den lille furie slog med
ett over i en helt anden toneart, — «kunde
ikkejeg faa være den skjønjomfruen — du ? »
Aha! — — Ja — mente jeg — lille
Hildegun var jo rigtignok en pen pige —
vel at merke, nåar hun var artig; — —
men det var nu saa sin sag alligevel; for
skjønjomfruen skulde jo være saa hvid
som melk og saa rød som blod — — ?
Hun betenkte sig et øieblik.
«Men jeg kan jo tåge lidt tytebær
saft — — —-og saa noget krid», sagde
hun lavmælt, idet hun vendte ansigtet
til siden.
Om hun da rent havde glemt, at
Hilderid og Pip-pip var forlovede?
«Pyt! — han kan aldrig gifte sig med
hende alligevel, for hun er jo bare af
voks ! » svarte Hildegun med en mine af
haanlig, overlegen foragt.
«Det er det samme!» — skreg hun
pludselig op, «jeg vil det ikke! — Jeg
skal før putte hende i ovnen!
Jeg
vil det ikke ! »
Hun trampede lidenskabelig i gulvet
og sendte med et velrettet spark Hilderid
hovedkulds nedover trapperne.
«Jeg vil ind!» raabte hun og rev
døren til mit værelse op.
Men da hun saa det aabne vindu,
og ingen prins Pip-pip var at opdage,
blev hun staaende som naglet til stedet,
uden at mæle et muk.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
