Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
han vilde tage os med paa sluffen sin. Alle
vande og fjorde var frosne, saa vi kunde
kjøre helt frem.
Jo, Peder Olsen havde ikke noget imod
at tage os med, og sent om kvelden lillejuleaften
stod sluffen og to svære heste foran vor
gadedør. Jeg synes altid, det er saa forfærdelig
morsomt at sidde, saa jeg kan se hestene;
derfor sad jeg foran hos kusken og Karsten
bag ved siden af Peder Olsen. Karsten var
saa tilpakket med klæder, at jeg hørte siden,
at folk nede i byen, som havde seet os kjøre
afsted, troede, at Karsten var madam Peder
Olsen. I lange tider efter, naar jeg vilde ærte
Karsten, kaldte jeg ham bare madam Peder
Olsen; — for da blev han saa rasende.
Og saa kjørte vi i maaneskin over heier
og tilfrosne tjern, bortigjennem skogholt, hvor
grenene hang saa lavt, at de daskede os i
hovedet og sendte hele laviner af blød, vaad
sne ned i nakken paa os. Over
Sandnesfjorden laa maaneskinnet straalende bortover
isen; det durede hult under den store sluffe
og de svære hesteben. Peder Olsen Sandvaag
var bekjendt for en stor vovehals paa is;
kanske ikke Sandnesfjorden den lillejulaften
var ganske at lide paa; for med engang reiste
Peder Olsen sig i sluffen i hele sin længde,
slog ud med armene og raabte og skreg til
hestene baade paa tysk og fransk.
„Allons,“ raabte Peder Olsen med hele
sine lungers styrke udover isen; det røde
krusede skjegget hans stod saa klart frem i
maanelyset. Den skarpe sno over isen peb
os om ørene, de store hesteben kastede isbieter
og snesvul op om os i det hurtige løb. Der
nærmede vi os land; Peder Olsen skreg til
gutten, at han skulde kaste sig af for at lette
sluffen; selv stod han opreist med tømmerne
i haanden; isen knagede og bragede, Peder
Olsen skreg og raabte, — der havde hestene
fast grund under benene; gutten kom
trampende efter; Peder Olsen vendte sig og saa
udover isen.
„Den klarte vi fint," sagde han og lo, saa
det klukkede i ham. Oppe i heien mødte vi
en liden skolelærer, som fik lov at staa bag
paa. Det var bare en skogvei, vi kjørte paa;
det gik afsted over trærødder, der laa nøgne
i veien, over sten og issvul.
„Det er ingen pandekagevei,“ sagde den lille
skolelærer. Længere oppe i skogen var det
noget, som hylte saa stygt. Peder Olsen sagde,
det var en ulv; men jeg var ikke spor af ræd.
Det var umuligt at blive bange, naar en havde
Peder Olsen saa stor og troværdig i
ulveskindspels lige ved siden. I en brat svingning
af veien faldt den lille skolelæreren af meierne
og laa efter os i veien.
„Der kvitterte vi vist læreren,“ sagde Peder
Olsen; vi maatte vente en god stund deroppe
i mørket under trærne, inden læreren fik
krabbet sig paa igjen. Men saa hændte der
ikke det mindste rart mere paa hele turen,
og klokken halv tolv svingede vi op foran
prestegaarden.
Jeg havde glædet mig svært til at komme
til prestegaarden en julehelg; men da jeg nu
var der, var det ikke rigtig, hvad jeg havde
tænkt mig. Prestegaarden saa ganske
anderledes ud om vinteren end om sommeren; den
laa der saa gammel og graa, ligesom bortgjemt
i sneen under heien. Hele anden etage, hvor
værelserne ikke blev brugte, var vinduerne
frosne hele raden bortover og saa ud som
blinde øine, der stirrede udover. Hele
gaardspladsen var en eneste issvul; der var strøet
smale, sorte veie med aske fra det ene hus
til det andet, forat folk ikke skulde falde;
pigerne balancerede sig sagte frem langs
askeveiene; en og anden gang satte de sig i bakken
meel et forsvarligt smæld.
Onkel provst og tante havde ingen børn;
men en gammel grandtante boede hos dem —
ja og saa moster ikke at forglemme. Moster
var ikke min eller nogens moster, som jeg
kjendte; de kaldte hende bare saa paa
prestegaarden, hvor hun havde boet i mange aar
og gik i arv fra den ene prest til den anden.
Og tænk det var noget grueligt rart ved moster;
for hun var menneskesky. Hele min barndom
igjennem boede jeg hver sommerferie under
tag med moster og saa hende bare en eneste
gang, og det var netop den julehelg, som jeg
nu vil fortælle om.
For mangfoldige aar siden var moster
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
