Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kommen reisende til prestegaarden i en seng
med teppet vel trukket over hovedet. Fire
mand bar sengen opover veien fra sjøen og
satte den ned midt i gangen. Hun skulde
været moster til den prest, der dengang boede
der. Det maatte være alt andet end hyggeligt
for ham at faa en moster sendende i en seng.
Men nok af det, denne prest havde sat ud
en livrente for hende, og da han reiste, kan
jo ingen fortænke ham i, at han nødig vilde
have sengen med moster i med sig igjen. Siden
den tid var hun et fast inventar paa
kjøkkenkammeret i prestegaarden.
Moster kunde ikke udstaa børn; hver
ferie, naar Karsten og jeg var ventende, var
humøret elendigt oppe paa kjøkkenkammeret.
Det var derfor moster en slem streg i regningen,
at Karsten og jeg nu ogsaa kom i julehelgen.
Moster syntes vist, hun havde mere end nok
af os om sommeren.
„De ligger her og spiser paa provsten,“
sagde moster, „og værre barn til at trampe i
trapperne og kikke i nøgelhullet og spise kart
har jeg aldrig seet, saa gammel jeg er.“ Endda
vi aldrig fik et glimt at se af moster, saa
holdt hun skarpt udkig med os bag
halvgardinerne sine deroppe paa kjøkkenkammeret.
Dere kan vel vide, at vi interesserede os levende
for den hemmelighedsfulde moster; baade
Karsten og jeg var i grunden gruelig ræd for
hende. Tante havde bedt os gaa pent og
rolig forbi mosters dør for ikke at ærgre
hende; jeg gik altid paa tærne forbi den lille,
lave dør til mosters kammer; det gjorde jeg
virkelig; men hver eneste gang maatte jeg
kikke i nøgelhullet. Jeg saa aldrig noget, og
det opdagede jeg en dag kom af, at moster
havde puttet hele nøgelhullet fuldt af bomuld.
Jeg havde en forfærdelig lyst til at faa den
bomuldsdotten bort, men jeg turde ikke gjøre
det selv; tilsidst begyndte jeg at ærte Karsten
for at faa ham til at gjøre det.
„Fy for en skam, — fy—y—y for en skam,
at du ikke tør.“
Tilslut blev Karsten vond og forsikrede
høit og dyrt, at han nok skulde faa
bomuldsdotten ud. Vi var nede i tantes sykurv og
tog en stor saks; med den begav vi os
ovenpaa. Jeg tog plads langt nede i trappen for
hurtigst muligt at retirere, hvis der kom noget
alvorligt paa; Karsten stak saksen ind i
nøgelhullet med al ønskelig kraft; men o ve — der sad
den fast; det var komplet umuligt at faa saksen
ud igjen uden altfor megen støi. Vi maatte
lade den bli siddende; da den blev opdaget,
maatte baade Karsten og jeg op paa
studerkammeret til onkel provst, hvor vi fik en lang
skjendepræken.
Det var sommeren før, dette havde hændt;
nu havde mor bedt os være snilde og lydige
børn baade mod moster og grandtante; saa
vi kom den julehelg med de bedste forsætter.
Grandtante var nemlig en meget vigtig
person der i huset; var moster menneskesky,
saa var grandtante det skam ikke. Der var
dem, der sagde, at hun styrede hele provsten
og bygden og prestegaarden og alt. Hun var
stor og svær med sort krøllet haar og en
temmelig stor mave. Der kunde hænde de
utroligste ting ude i verden eller i bygden;
tante Kristine paastod altid, at hun havde
forudseet det hele for længe siden.
„Ja ska’ har jeg ikke sagt det,“ sagde tante
Krisline. Tante Kristine var forresten noksaa
snild mod os børn; især var Karsten hendes
yndling. Hun havde saadan gruelig moro af
ham, fordi han altid overdrev saa svært.
Tante Kristine kunde sidde med det
alvorligste ansigt og strikke og høre paa Karsten.
„Vi har en kat hjemme,“ fortalte Karsten,
„som er den fæleste kat, som findes i byen;
der tør ingen andre katte komme i vor gaard;
for enten saa bider han hovedet af dem, eller
saa dræber han dem med en eneste gang.“
„Det maa være en fæl kat,“ sagde tante
Kristine.
„Ja, og saa stor som den er,“ sagde Karsten;
„jeg forsikrer dig paa, at naar du ser den et
stykke borte, saa vilde du tro, det var en
kalv; — ja der er dem, som har troet, det var
en ko.“
„Uf a mig, det maa være en fæl by at
være i, som der er saadanne katte i,“ sagde tante
Kristine; „det er vel nogen svært sterke
mennesker ogsaa der, kan jeg tænke.“
„Ja, det kan du belide dig paa; — der er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
