Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
klæder, drog til grænsen til hæren. Og det
trængtes sandelig. Soldaterne var saa slet
udrustede som vel muligt. De maatte drage
i felten med de samme klæder, som deres
forfædre havde brugt 20 aar i forveien, og
ikke én, men mange gange hændte det, at de
laa paa feltvagt dage og uger itræk i 20 °
kulde i sine gamle, tyndslidte klæder uden
kapper. Alligevel holdt de modet oppe og gik
i regelen som seierherrer ud af kampen mod
de gamle seiersvante svenske tropper. Med
sandhed kan man sige om dem, hvad Runeberg
sagde om finnerne: „Jag såg en här, som frøs [[** sic ikke ö]]
och svalt och segrade tillika.“
Denne hær bestod omtrent udelukkende af
landets egne børn, officererne stod, i alle fald i
1808, temmelig høit og krigstjenesten var i stor
anseelse blandt folket; det var en æressag at være,
hvad man kaldte en „kongens kar“, og
underofficererne var derfor af bygdens bedste folk.
Dertil kom, at vi i den kommanderende general
søndenfjelds, prins Kristian August af
Augustenborg, havde en fører, der fuldt ud var sin stilling
voksen. Den store krigserfaring, han havde
vundet ved sin deltagelse i flere af de største
europæiske krige, kom nu vort fædreland til
nytte. Han havde den egenskab samtidig at
indgyde frygt, agtelse og kjærlighed hos sine
underordnede. Og det var ikke hæren alene,
der saa op til denne ualmindelige mand. Nei,
han havde erhvervet sig hele landets kjærlighed,
og mindet om Gustenborgeren, som man kaldte
ham, levede længe i folkets erindring.
Den styrke, som prinsen raadede over,
var i virkeligheden ikke mere end 8 000 mand.
Disse 8 000 fordelte han langs grænsen fra
Røros til Fredrikshald. Forsvaret styrkedes
desuden ved forskjellige opbud: kystvern, der
bevogtede kysterne, borgervæbningen, der
betjente de hundreder af kanoner, som dækkede
havneindløbene, og endelig væbnede bønder,
der deltog i bevogtningen og forsvaret af
grænsen. Disse sidste fortjener at omtales
lidt nærmere. De var nemlig folk, der ganske
frivillig forlod sit daglige arbeide for at
deltage i kampen. Ikke før hørte bønderne skud,
før de greb sine geværer og drog afgaarde.
Saaledes deltog i kampen i Trangen 25de april
og i de kampe, der gik forud for den, en mængde
af de kjække solunger; og de ikke alene
deltog i striden, men de overtog ogsaa en hel del
af den trættende bevogtningstjeneste. Naar saa
mændene blev for udmattede og maatte søge
hvile, blev de afløste af kvinderne. Mens disse
folk altsaa ofrede alt for sine landsmænd, maatte
den svenske øverstbefalende, general Armfeldt,
give dem den ros, at ingen, hvor fattig han end
var, ingen var dog for nogen pris at formaa til
at bistaa svenskerne med oplysninger. — Først
af alle blandt disse frivillige hjælpere staar
Tron Jerpset fra Kongsvinger-kanten, en mand,
der var utrættelig og frygtløs som speider, og
som ofte bragte nordmændene de værdifuldeste
efterretninger. Han skal senere blive nærmere
omtalt. En anden, der ogsaa fortjener at
nævnes, er bjørneskytten Ole Johansen
Sønsterud, der deltog i kampen i Trangen, og
om hvem der er fortalt i forrige juleblad.
Endelig kan nævnes en ganske fornøielig historie
nede fra Fredrikhalds-kanten. En gammel kone
havde fra en høide seet svenske afdelinger
rykke frem mod de norske stillinger. Hun
sprang straks ivei gjennem skogen for at bringe
nordmændene underretning. Paa veien traf
hun en gut, der bragte en hest til havnen.
Uden at betænke sig tager hun hesten fra
gutten, svinger sig op og kommer i strak galop
ind i den norske leir. Alt dette fædrelandssind
og al denne opofrelse havde dog ikke nyttet
noget, hvis ikke Kristian August havde været
en mand, der vidste at tage nordmændene,
vidste at drage dem med sig og endelig forstod
at føre krig i Norge.
Mod Kristian Augusts 8 000 mand drog
svenskerne i slutningen af mars ind i landet
med 17 000 gamle, krigsvante soldater, der
stod under kommando af general Armfeldt;
de var til alt held ikke synderlig bedre udrustede
end vore egne; men det var seiersvante tropper,
der havde vundet hæder og øvelse paa de
europæiske slagmarker, og hvis ry for
tapperhed gjenlød over hele den da bekjendte verden;
dog ser vi vore i de fleste tilfælde bringe
seiren hjem.
De nordligste af Kristian Augusts tropper
var oberst Staffeldts brigade, der laa i strøget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
