Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
omkring Aasnes kirke i Solør. Staffeldt skulde
bevogte de veie, som gjennem Solør førte ind
i Elverum og videre til Hedemarken, og skulde
derfor egentlig holdt sig helt fremme ved
grænsen. Mellem denne og den bebyggede
del af bygden var der imidlertid en milevid
strækning af bare skog og berg, og da tropperne
paa grund af aarstiden ikke kunde ligge ude,
maatte man foreløbig holde sig længer tilbage
og indskrænke sig til at iagttage grænsen ved
fremsendte patruljer.
Da han den 8de april fik underretning
om, at oberst Gahn med Dal-regimentet var
ankommen til Midtskog i Sverige, lige ved
grænsen, skjød han sine bevogtningsafdelinger
længer frem. En feltvagt kom endog helt frem
til Vermundsjøen, der ligger lige ved grænsen.
Paa den anden bred stod en svensk feltvagt,
saaledes at posterne kunde se over til hinanden.
Om tjenesten ved denne feltvagt ved
Vermundsjøen fortæller en gammel veteran: „Vi led
meget ondt her; om dagen tøede det, saa
sneen var som et skum, og om natten frøs
det, saa den blev haard som is. Gjennemblødt om
dagen frøs skotøiet fast til benene om natten.
Feltvagten var udstillet ved nogle usle fintorp,
som ikke rummede mange mand. De øvrige
maatte ligge paa bare sneen i sine tyndslidte
klæder. Hvert øieblik alarmeredes vi ved
fiendens skinangreb eller bevægelser; men
ikke før havde vi indtaget de anviste stillinger,
før han trak sig tilbage.“ De følgende dage
sendte Gahn flere rekognosceringsafdelinger
frem mod Staffeldt. En af disse kom frem til
pladsen Nyen i Aasnes, uden at de havde
truffet paa nordmændene. Paa Nyen traf de
kun en gammel føderaadskone hjemme. Hende
vilde de tvinge til at fortælle, hvor
nordmændene stod. De lovede hende guld og grønne
skoge; men det hjalp ikke; saa anvendte de
trusler; ogsaa det var forgjæves; tilslut truede
de med, at de vilde hænge hende; de havde
allerede faaet hende udenfor stuen, lagt strikken
om halsen og skulde til at klynge hende op
i et træ; saa lød der skud, og svenskerne
maatte ilsomt trække sig tilbage, ivrig forfulgte
af skiløberne, der nu kom frem i rette tid for
at redde konens liv. Saadanne
smaafegtninger fandt. sted 8de, 9de, 10de og 11te, og uden
at det dog nogen gang kom til nogen alvorligere
kamp. Den 13de angreb svenskerne igjen,
denne gang med en noget større styrke end
før, nemlig omtrent 200 mand under løitnant
Cederstrøm. De norske bevogtningsafdelinger
trak sig tilbage for overmagten og besatte
Nyen, mens svenskerne besatte den
ligeoverliggende større husklynge Skalbukilen, hvor
de fra tage og vinduer livlig beskjød
nordmændene. Til Nyen kom imidlertid
efterhaanden forsterkninger. Først kom
grenadererne under kaptein Knoff. Staffeldt gav denne
ordre til at gaa paa med bajonetten. Dette var
imidlertid lettere sagt end gjort. Veien førte
lige mod de af svenskerne besatte huse og
kunde fra disse bestryges med krydsild; dertil
gik den opover, ydede intet skjul, var ganske
smal og havde paa siderne et høit gjælde.
At rykke frem paa siderne af veien var umuligt,
naar man ikke havde ski, da marken var
bedækket med meterdyb sne. Rigtignok var
denne frossen; men skaren var ikke sterkere,
end at grenadererne naarsomhelst kunde risikere
at træde igjennem. Knoff indsaa ogsaa straks
umuligheden af en storm og besatte isteden
en høide paa høire side af veien, ca. 170 m.
fra fienden. Derfra aabnede han en livlig
ild mod svenskerne, uden dog at kunne
udrette noget. Gang paa gang sendte Staffeldt
bud til Knoff og spurgte, hvorfor han ikke
lystrede ordre og stormede; hver gang gav
denne til svar, at et saadant forsøg vilde være
ensbetydende med at ofre det hele kompagni.
Imidlertid kom skiløberne ogsaa frem; de
formerede sig i kjede paa begge sider af veien
saa langt ud til siden, at de, naar de rykkede
frem, fuldstændig vilde omslutte svenskerne.
Samtidig formerede Knoff ogsaa kjede og rykkede
frem dels paa veien, dels paa siden af denne
over skaren. Soldaterne var raske og modige
og før de var komne halvveis, retirerede
svenskerne, af frygt for at blive omringede, i
fuldt løb og besatte de længer tilbage liggende
huse. Grenadererne besatte de af svenskerne
forladte stillinger, og en livlig skudveksel
begyndte; efter ca. 40 minuters forløb havde
svenskerne lidt saadanne tab, at de saa sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
