Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i sit stille sind? Jo, i al fortrolighed sagt, —
han holdt lidt at [[** må være trykkfeil for af?]] Ingrid, men meget mer af
arven efter far hendes. „Østvik faar Einar
lige billigt, enten Fagervands-lierne staar i ro
eller drives ud; men pengene i banken, de
deler vi ligt alle tre, Einar og Kristen og jeg
for Ingrid,“ — — se, det var hans plan.
Saa vilde da skjæbnen, at Fagervands-liernes
vakre trær skulde falde for sag og øks,
inden vinteren var omme. Ingrid sagde intet;
— hun var ikke glad i noget andet end Erik
Aasum, hun.
Huggere blev leiede, tømmerkoie opsat, og
snart gjenlød skogens tykninger af braget fra
de faldende veteraner. Sagen var skarp,
øksen hvas; ned maatte de, hvor vakre de
end stod der og bad for sig og for egnen;
først stammen af ved roden, saa kvist af efter
kvist, saa det tykkeste af barken med —
stubben og tyndeste toppen for at raadne,
kvisten for at visne, barken for at smuldres,
men stokkene selv for at kjøres ned til elven
og paa dennes vaarløste vande ad aare føres
videre i sin hjælpeløse tilstand ud i den vide,
vide verden. Hvilken trøstesløs
forvandling, Fagervandet saa omkring sig! I sommer
fuglekoret i trærnes kroner, der speilede sig
i dets dybe vand, dyrelivet i skogens tykninger,
vandets omgivelser saa vilde og dog saa deilige;
— nu sank den hele herlighed til jorden for
aldrig at reise sig mer.
For hvert tylvt voksede angeren hos Lars
Østvik. Men nu var det for sent; gjerningen
var gjort og stod ikke til at ændre. Al
verdens rigdomme kunde ikke reise skogens faldne
kjæmper paa fode igjen, end sige Lars Østviks
penge i banken.
Det saa ud til, at veir og vind var Lars
Østviks hærverk i skogen gunstige. Den
vinter slog det tidlig ind med frost og
passende snefald; allerede ved slutningen af
november var hugsten forbi. I dalen ovenfor
og nedenfor Fagervandet og rundt om dette
laa Ingrid Østviks brudegave spredt mellem
toppe, kvist og gamle vindfald. December
kom, det stadige vinterveir og udmerkede
føre holdt sig fremdeles, og Lars besluttede
sig til at lade tømmeret kjøre ned til elven
og vandet, som kontrakten lød, saa det hele
kunde være fra sig gjort til jul. Lade kjøre,
ja; det skar ham i hjertet, synet af den nøgne
fjelddal, hvor furuskoven endnu for et par
maaneder siden stod saa vakker, og hvor der
nu ikke fandtes et træ igjen, der kunde
give ly for storm og fog. Han lovede høit
og dyrt, at derop kom han ikke mer med sin
gode vilje.
Begge sønnerne, med dem drengene paa
gaarden og fire af dens heste drog afsted i
begyndelsen af december. Fagervandet laa
hele milen vel fra Østvik, og nærmere laa
heller ingen anden gaard. Folket havde niste
med sig for tiden til jul eller noget saa nær.
For hestene skulde begge høboderne i
fjeldslaatten, som laa ret op og vest for
Fagervandet, have foder nok med lidt knust havre
for hvert maal til hjælp.
Det var let og kort kjørsel ned til elven
og vandet, og arbeidet gik raskt fra haanden.
Svarten og Borken og Blakken og Bruna
syntes, det endda gik an om dagen, saalænge
de drog paa furustokkene; men om natten
var det ret hutrete for dem, stakkar, i det
skrøbelige skjul, der var reist op for dem af
topspirer, klædt med næver og bark og fliser,
og hvad der nu var forhaanden. Det var
ingen pragtstald, maa tro; men paa
tømmerdrift og langt tiiskogs faar en tage det, som
det falder, baade folk og fæ.
Kjørerne stod det dog ikke noget paa
med. Tømmerkoien, som huggerne havde
efterladt, var opført mod en bjergvæg; den
var beregnet paa otte mand og saaledes
rummelig for fire. Sprækkerne i det
skrøbelige bygverk var godt tættede med lav og
mose, og da der ikke kom anden nedbør end
et lidet snefald i den tid, kjøringen stod paa,
var de kvit dryp fra oven. Ved var der
Guds velsignelse af; det spragede paa peisen,
og gnisterne fór op efter klippevæggen, fra folket
kom ind i mørkningen og den hele lange nat
igjennem. Skrub fik den, hvis tur det var at
passe varmen, om det blev koldt i koien.
Skindfelder havde de med fra bygden, hø til
underlag paa brisken bar de ned fra høboderne.
Mad havde de til nødtørft, og kaffekjedelen blev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
