Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
flittig brugt. Den, der stod udenfor om natten
og hørte kjørerne snorke, men hestene vrinske,
forstod snart, at det var de sidste, som næst
skogen led mest for at skaffe tilveie
storslumpen i brudeskaalen paa Østvik.
Det led mod kvelden dagen før
lillejuleaften. Den sidste stok var kjørt ned og lagt
i vælten, hestene var for sidste gang paa
turen satte ind i den skrøbelige stald og tyggede
og vrinskede og vrinskede og tyggede; — de
længtes hjem, gjorde de; Svarten mest. Han
var nu stashesten paa Østvik og ikke vant
til sligt slid midtvinters langt op i ødemarken.
Inde i koien havde de kogt sin sidste
grødgryde, og skeerne gik flittig mellem det fælles
fad og de fire munde. Melken var lovlig sur;
men de trøstede sig med, at kaffeen efterpaa
skulde blive saa meget sterkere og sødere.
Det skulde nu gaa til, det, som var igjen af
kaffe og sukker, ikveld og imorgen tidlig,
førend de for godt sagde farvel til herberget.
Einar var først færdig og saa ud til
hestene. De var mer urolige end vanligt, endda
kulden havde slaaet sig. Faa øieblikke efter
krøb hans høie og kraftige skikkelse ind
gjennem den lave aabning.
„Hvad staar paa med gamperne ikveld,“
spurgte broderen, „de er saa urolige? Vand
har de faaet, og mad har de til viljes?“
„Frygter, de venter uveir; bare vi ikke
har drøiet en dag for længe. Svarten gjør
svært til braak ikveld.“
„Pyt,“ udbrød den ene af drengene, „er
vi komne vel hid fra bygden, kommer vi vel
altid vel herfra og ned i bygden igjen.“
„Kanske, kanske ikke,“ lød Einars tørre
svar.
„Inat faar vi nu blive, hvor vi er,“ sagde
Kristen; „i maanemørke og veirtykke kan vi
i hvert fald ikke lægge os paa skogen med
hestene.“
„Det staar om at komme over Storliskaret,
faar vi stort snefald til natten. Det maa nu
staa sin prøve; men jeg liker mig ikke stort
bedre jeg end Svarten.“ Med disse ord
kastede Einar en fed tyrikubbe paa ilden; den
blussede op og viste koiens beboere, hvorledes
de første sneflokker kom dansende ned
gjennem røghullet i taget.
Længe inden koiens beboere var krøbne
til hvile paa briskerne, rasede snestormen
omkring den. Hestene stampede og vrinskede
hele natten igjennem; de fik nok føle, de,
at skogen var borte og trærnes ly med dem.
Det peb og drev igjennem alle sprækker i den
skrøbelige stald, mens snefanerne voksede
opover væggen udenfor den. Hestene havde
liden hvile, kjørerne ikke synderlig mere.
Det var ikke frit for, at modet sank lidt hos
enhver af dem, eftersom stormen og drevet
tog til i heftighed.
Tilsidst gryede da atter den korte
vinterdag. Hestene havde god rede paa, at det
hastede med at komme bort fra
Fagervands-lierne; de lagde dette tydelig nok for dagen,
da Einar, som var først ude, havde vadet sig
frem gjennem snefanen til staldaabningen, og
Svarten, som var hans kjæledægge, allermest.
Uveiret rasede lige voldsomt.
„Det er stygt, hvor det driver heroppe,
siden skogen er borte,“ sagde han, da han
vendte tilbage til sine kamerater. „Snefanen
rækker midt paa livet borte ved stalden. Vi
faar skynde os afsted; — kommer ikke
gamperne tilgaards, svelter de ihjel. De tygger
paa den sidste hødotten.“
Der var alvor i ordene, og der blev liv
i leiren.
Omgivelserne var netop synlige i det
frembrydende dagslys, da den lille trop
allerede var færdig til opbrud. Hestene gik uden
tryger paa fødderne; sneen var saa løs, hvor
den ikke var dreven sammen, at Einar mente,
der ingen hjælp var for dem i trygerne. Men
hver hest bar sine tryger og kjørekarlens paa
ryggen; — alt, som var bragt med til
tømmerkoien, klæder, redskaber, kogekar og kjørler
forøvrigt, blev efter Einars paabud ladt tilbage
med undtagelse af en øks og et par ski. Det
gjaldt baade for folk og heste om at være
saa ledige som muligt.
Da det lille tog havde naaet skogen, hvor
den stod urørt, fik det ly og kom forholdsvis
vel frem. Hestene og folkene skiftedes om at
gaa foran, og den dybe, opgaaede fure i sneen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
