Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
bag dem viste, hvor de havde kjæmpet sig
frem gjennem skogholt og over myrer, altid
ved hjælp af hestenes paalidelige sporsans
holdende den samme vei, der var brudt, da
de drog op til Fagervandet. Da det led frem
paa formiddagen, stilnede fokket; lidt efter lidt
klarnede det paa den vinterlige himmel, og
humøret steg atter hos firføddede som hos
tobenede i den lille karavane, der den paukede
sig frem under drysset fra de høie, snedækkede
graner. „Pyt,“ sagde den letlivede af drengene
— „pyt“ var hans mundheld —, „pyt, dette
er bare moro, dette!“
Einar, som nu gik foran, sagde intet. Han
kjendte Storliskaret fra sin jægerfærd om
vinteren og vidste, det ikke var at spøge med.
Over dette maatte de; paa en lang strækning
var dalen her ufremkommelig langs elven og
gjennem styrtningen ovenfor denne, og
Storliskaret laa høit i fjeldet.
Det var nærved middagstider, da de
naaede opstigningen til skaret. Efter en kort
hvil begyndte de paa bakkerne. Her havde
hestene vanskelig for at finde den gamle vei,
og uagtet Svarten gik foran, var de snart
udenfor denne. Der var ingen anden raad
end at lade det staa til, som de bedst kunde.
Tungere og tungere gik det opover
fjeldsiden; jo vakrere veiret blev, jo dybere blev sneen,
og freidigheden sank snart trods vintersolens
middagsskjær paa det hvide dække. Før de
var midtveis op til skaret, gik sneen hestene
op paa laaret; — trygerne blev spændte paa
den forreste; men de hjalp kun lidet. Saa
kom karlenes tur; foran i toget, med tryg paa
fødderne, skiftende om pladsen i spidsen,
traakkede de møisommeligen en rende i
sneen. Snart stod denne dem paa livet, og
længe før de havde naaet høiden, begyndte
kræfterne at svigte. Endnu havde de resten
af opstigningen, skaret over og nedstigningen
paa den anden side igjen.
„Dette nytter ikke,“ udbrød Einar. „Nu
maa vi se os for, saa vi ikke bliver
magtesløse allesammen. En af os maa tage skierne
paa, gaa til gaards og faa folkehjælp i bygden
til at bryde veien op over skaret. Naar sneen
er saa uhjælpelig her, er den meget værre
oppe i skaret. De andre tre faar vende
tilbage til tømmerkoien, og saa faar heste og
folk suge paa labben til imorgen. Bare det
ikke bliver mer sne; — han er nordvest i
luften endnu, ser jeg paa skydotterne, som er
igjen. Hvem der skal til bygden, faar vi trække
lod om.“
„Gaa bare du, Einar,“ sagde den modige
af drengene; modet var borte, humøret og
„pyt“ med. „Gaa bare du, Einar; du klarer
det bedst. Kjære dig, gaa du, Einar. Ikke
sandt, Kristen?“
„Jo, det er bedst, du farer til bygden,
du Einar; hils far og sig, han maa gjøre,
hvad han kan, for at faa folk afsted saa tidlig
imorgen, at de kan have brudt skaret før
middag. Husk paa, det er julekvelden imorgen.
Vi skal være her igjen med hestene ud paa
formiddagen. En nat over maa vi holde ud
at sulte allesammen.“
„Som I vil.“
Inden faa øieblikke havde Einar skierne
paa, og op bar det med ham i løssneen efter
fjeldsiden. Snart forsvandt han for deres blikke,
hvor tungt end føret var. Han sparede sig
ikke.
Hestene, som dampen stod af, javsede i
sig af den løse sne.
„Vent, til du kommer til stalden, skal du
faa vand, Svarten,“ sagde Kristen. Derpaa
drog de tilbage den vei, de nys havde brudt;
hestene hang med hovedet, folkene var tause.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
