Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
stalden, baade folk og fæ. Vi kom ikke fuldt
op til Storliskaret. Send straks budstikke efter
folk, er du snild. Faa sammen en halv snes
mand; jeg gaar straks bort til Aasum; han
Erik faar se til at skrabe sammen ligesaa
mange. Der findes ikke mad, hverken i
stalden eller i koien, saa vi maa være tidlig
paa den imorgen, hvis vi skal komme
skadesløse fra det. Gud ske lov, fordi det ser ud
til opholdsveir; — ellers kunde det blive slemt
nok.“
Det kan vel hænde, alle de kaffekjedler,
som fandtes paa Østvik, var i kog ud paa
morgensiden julekvelden. Mandskab var
samlet; — naar sligt staar paa, er det i
bygdefolkets øine en skam at sige nei, og med
Lars, Einar og Erik som førere var hele styrken,
væbnet med ski paa fødderne og sneskovl paa
nakken, paa veien længe før daggry.
Gamlingen vilde være med, han ogsaa, over skaret,
trods alle Einars bønner om at blive i ro.
Lidt foder til hestene og niste til folkene var
fordelt paa alle; kun gamlingen var løs og
ledig.
Glad var han og glad var Svarten, da de
mødtes nede paa den anden side af Storliskaret.
Aldrig før havde maden smagt saa godt, tænkte
Kristen og drengene, og det samme mente vist
ogsaa Svarten og Borken og Blakken og Bruna;
thi hødotterne forsvandt i en fart og efter
dem de sidste straa, der laa spredt udover
sneen. Det havde været en sur nat for dem
alle, madløse som de var, og modløse som
de blev. Nu var sorgen slukt, og det var
endnu ikke afdaget, da de allesammen drog
ind paa Østvik-tunet, hilsede med glædesraab
af Kirsti og Ingrid og af gamle Ole Aasum,
som var julegjest paa gaarden sammen med
sønnen. Juleskjænk, som forslog, fik
mandskabet, før det drog hver til sit.
Julebordet var dækket, julelysene tændte,
Ole Aasum og hans søn bænkede som
hæders-gjester oppe hos Lars, der sad for enden af
bordet paa sin gamle husbondsplads, og
julekveldens bordbøn læst. Ingrid læste altid
bordbønnen paa Østvik; ikveld laa der mer
inderlighed i den end nogensinde. Men før
maaltidet begyndte, tog Lars Østvik tilorde og
sagde ren besked om Fagervands-lierne og deres
ødelæggelse.
„Det var med ulyst, jeg gjorde, som du
vilde, Einar, med hugsten i Fagervands-lierne,
og jeg skulde give meget for, at det nu var
ugjort. Men gjort er gjort og staar ikke til
at ændre. Tag nu et godt raad fra far din:
Naar du bliver husbonde paa Østvik, hug
da aldrig fjeldskogen ud! Du skulde stelle dig
daarligere end jeg, om du fik trang til at fare
ivei slig, som vi nu har gjort deroppe ved
Fagervandet. Men tak skal du dog have, fordi
du var klog nok til at skikke folk og fæ
tilbage igjen igaar. Galt var det; men værre
kunde det have været. Havde I slidt jer
kraftesløse, baade heste og folk, havde uveiret
varet til nu, og I var blevne siddende fast
deroppe i fjeldet, er det usikkert nok, om
Østvik-hestene var komne paa stalden mer.
Og en stor skam havde det været for Lars
Østvik og for os allesammen, om bygden
skulde have sagt om os, at vi var saa glade
i penge, at vi satte folk og heste paa spil
for at spare dem. Ikke trængte Lars Østvik
at hugge Fagervands-lierne tomme for at give
datteren sin udstyr; — men, som sagt, hvad
gjort er, kan ikke ændres. Og saa maa I tage
tiltakke, Ole og Erik, med hvad huset formaar;
det er ikke jul mer end én gang om aaret,
og jeg venter, at Kirsti har gjort sit bedste
for os, som jeg har gjort det oppe i stalden
for Svarten og Borken og Blakken og Bruna.“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
