Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
„Rigtig, Anders, rigtig!“, [[** sic komma]] Ogsaa videre, Anders!“
„Rigtig, — me—get rig—tig.“ Og Jumbos jevne,
sikre pugtrav gjennem leksens nærmeste
fremtid afgav rummelig tid for de andre til at
skjøtte hver sin dont: De endnu ikke hørte
bladede to sider frem i bogen under pulten
og læste videre; de, som mere eller mindre
vel havde stridt sin tørn, hengav sig til en
eller anden sport; — søvn og papirkugler
dyrkedes med særlig iver.
Men Kristen Kjelstrup satte sig ned borte
ved sit vindu uden søvn og uden papirkugler.
Rullegardinet stod som sedvanligt fast deroppe
og kunde ikke rulles ned, og Kristen stirrede
udover den halvmørke by til sundet, som
strømmede graat og ufyselig forbi udenom den,
og taagen, som hang over fjeldet paa den anden
side, næsten helt ned i fladmarken. En
fembøring [1] strævede sig frem om byneset, hvor
modstrømmen fossede om den; de havde taget
seilet ned og roede.
Æsch! Vaadt og mørkt var det altsammen,
og daarlig saa det ud til julen!
Naa, det kunde da ogsaa være ham præcis
det samme! — — — —
Naar han ikke kunde komme hjem til
Storviken i julen alligevel, hvad forskjel var
der saa for ham i, om det blev sligt eller sligt
veir! I det hele taget, — her i denne
ufordragelige byen kunde de stelle sig, som de
vilde; han var lige glad ved det, Kristen; hans
hjemve og pinsel blev den samme baade i
regn og solskin.
Aa — nu havde han gaaet her siden
ferien og længtet og stridt med lekser og
landkrabbeliv og havt denne ene trøsten:
hjem til julen! Hjem til fjæren og fisken,
kramboden og den nye fembøringen, som Peder
Smedbakken havde bygget, — til seilturene
over fjorden efter posten med Hilmar dreng,
— nei, det er sandt! nu havde de faaet en
ny dreng, siden Hilmar strøg til Amerika her
i høst. Hvordan nu den nye saa ud? Om
han var ligesaa snild som Hilmar? Aanei, det
var nu ikke at vente. — Fembøring og ny
dreng, det var sandelig ikke smaating heller!
Og dette skulde han ikke faa se før helt frem
til sommerferien! Og saa mor og far, — han
syntes, han saa dem staa og vinke til ham
derude i taagen! Og Husmands-Ola, som
skulde se de nye byklæder og uret, høre om
skolen, gutterne og byen, hvorledes han havde
julet amtmandens søn, hvor mange han havde
slaas med …
Skolen laa høit; nedenfor vinduet gik
Bakkegaden i lige linje helt ned til bankhjørnet
i Storgaden. Der var saavidt lyst i Storgaden,
at Kristen oppe fra vinduskarmen kunde kjende
folk, som gik forbi dernede; — Sofie Abel var
just passeret med den hovne nye
apotekerlærlingen, som aldrig kunde lade hende i fred,
der han gik og dovnede sig — den lange
stilken i sid frak og — handsker! Men op om
hjørnet svingede som sedvanligt ved denne
tid byens fædre paa sin formiddagstur, —
først opad skolebakken til posthuset, som laa
lige under skolen; der skinnede en bleggul
løgt i tusmørket foran den sorte telegramplade
paa posthusvæggen, og didop skulde de gløtte
allesammen efter telegram fra postskibet. Der
kom provsten smilende med medhjælper
Svendsen, som altid havde noget galt at fortælle om
gutterne, og der var sorenskriver Abel, som lod
fruen staa og vente nedenfor bakkeknækket,
mens han selv gik op for at kikke. Aaja,
han kunde gjerne ryste paa hovedet; han vidste
nok, Kristen, hvad besked de fik af det hvide
telegram med blaablyantsskriften: „Kong Carl
veirfast i Hammerfest, 2 døgn forsinket.“ Han
vidste det saare vel; — det var jo dødsdommen
over hans juleglæde. Var Kong Carl to
døgn forsinket, kom den ikke hid før 1ste
juledag, og da havde den hastverk og gik
ikke indom Storviken paa sydgaaende; de
havde den lumpne skik om vinteren. Og saa
kom der ikke skib igjen før langt ude i
juleugen, og da var det jo for sent!
De dumme dampskibskapteinerne! Det
var sletikke, fordi de havde saadant morderligt
hastverk; det var bare, fordi de saa nødig
turde gaa ind mellem holmerne og gjennem
Storviksundet!
Ak, den, der var i Storviksundet, —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
