Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kommen vel om Sundneset og kunde se
hjemmehusene! Nøstet dernedenfor med den nye
fembøring skinnende i gul nyoljing, — længere
oppe paa land det hvide hus med lys i
kontorvinduerne og i kjøkkenet; der holdt mor just
paa med fattigmandsbakkelserne. Det var
første gang i Kristens liv, at han ikke havde
været med derude, hjulpet til med at klare
smultet af de brune kager, faaet svidende
smultskvæt fra gryden op i ansigtet, — — saa
øinene blev vaade og panden hed derved….
„Hvad er det, som gaar af dig, Kristen
Kjelstrup? Sidder du og flæber?“ raabte
adjunkten med ét indenfra.
Det kvak i gutten. Hele den verden, han
havde siddet og stirret ind i gjennem ruden,
forsvandt i et nu, og saa var han i latintimen
12—1, — og hele gutteflokken satte i at fnise
og le. Kristen blev blodrød; men adjunkten
kom bort til ham, lagde haanden paa hovedet
hans og spurgte pludselig mild: „Hvad graater
du for, gutten min?“
Han svelgede og svelgede; men saa var
der ingen raad med det, — al elendigheden,
længselen, sorgen, skuffelsen, — fjæren og fisken,
far og Husmands-Ola og mor, — mor, mor;
— — — og den store, lange gut laa over
pulten i hulkende graad!
„Kjære Kristen, gutten min da — — —“
Det bankede svagt paa døren; — det var
tredje gang; — nu først, blev det hørt.
„Kom ind!“
Døren gik langsomt op, og uendelig
langsomt kom først en svær sjøstøvle, et ben, et
hoved; forbauselsen i klassen steg, og endelig
stod en silvaad, mægtig kar indenfor med
sydvesten i næven, bukkende med maven, saa
oljeklæderne klaskede.
„Goddag, signe strævet!“
„Goddag, min mand; hvad vil De?“
„Aa — æ — det — æ — var no ikje
noke større, æg — æ — vilde —“; saa vendte
manden sig pludselig rent uformodet fra
adjunkten og om til gutterne, som sad med
latteren sprængefærdig:
„Kæm e’ det af dokker, guta, som heite
Kristen og e’ søn ta’ han Kjelstrup i Storviken?“
Den almindelige opmerksomhed vendte
sig mod Kristen, som sad og svelgede i
graaden.
„Det — hik — er mig — hik — hik
— det!“
„Æg kjæm no med fembøringa til far din
for aa hænta dæ heim til julen. Dæm
telegrammera her fredagen, at dampen ikje kunde
føre dæ fram; men du fær no væra snar og
komme strast; det e’ uvist, kor længe vinden
hæl’ seg saa nordan.“
Kristen havde reist sig, øinene lyste i
ham — — —
„Men,“ faldt endelig adjunkten ind — han
havde rent mistet samlingen —, „men, min
gode mand, De faar vente til klokken to; slig
hast kan det da vel ikke have?“
Da smaalo karen:
„Du veit vel de’, du, som lærar e’, at
vinden spakner af ved middagstia, — og ska
vi komme heimatte til Storvika med guten til
julekvelden, saa fær vi vel haste paa, det
bedste, vi formaar. Og det meinte frua paa,
at guten skulde no hjem til den tia.“
Gutterne lo nu vildt, sandsynligvis
overbeviste om, at „han, som lærer var“, ikke
havde ide om vindens luner.
Og adjunkten selv begyndte at trække
paa smilebaandet.
„Ja, sid ned lidt, min gode mand, saa
skal jeg gaa ind og tale med rektor. Sid stille
imens, gutter.“
Adjunkten gik, og „min gode mand“ satte
sig paa krakken. Vandet silede af ham og laa
der i damme.
„Saa du ser slig ud, du, dem kalla for
Kristen!“
Lattersalven smældte igjen, rent ubændig.
„Ja, le, det kan byguta det!“ mente han
med et polisk fjæs, mens latteren bygevis
rystede væggene.
„Le væk, smaakara, — dokker kan trænge
til forlystels’; for det maa no være smaat med
moroa i detta kammerse!“
Da han i det samme saa sig om oppe
langs lamperne, smældte en klaskvaad
papirkugle i oljetrøien, — én til, to, tre, i ét væk,
i ansigtet, sydvesten og oljehyren; — men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
