Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
78
Men Jespersen havde været ubøielig: der var død
en flrsindstyveaarig Halvkusine af hans salig Moder,
og hendes Begravelse kunde han paa ingen Maade
udeblive fra. — „Jeg troer, saa min Sandten, Du
tilbringer hele din Fritid med at følge din Families
Familie til Jorden!" sagde Vinkel, og noget Sandt
var der i det, thi Familien var stor, men Jespersens
Hensynsfuldhed endnu større. Nu var Begravelsen
forbi, men reise tilbage til Fyen gad han dog ikke
og melde sig til Tjeneste i Kontoret før
Permissionens Udløb vilde han heller ikke; foreløbig vidste
han ikke, hvad han skulde gjøre af sig selv, og
tænkte endogsaa et øieblik paa at spise Frokost i
Langelinies Pavillon, noget, der under almindelige
Forhold ikke kunde falde ham ind, da han afskyede
Maaltider paa offentlige Steder.
Der blev imidlertid ingen Frokost af den Gang.
Ved at se ud over Vandet opdagede Jespersen en
Kutter, der med Yacht-Flag oppe laa til Ankers
et Bøsseskud fra Land; den var aabenbart lige
kommen, thi Storseilet var endnu ikke firet ned.
Jespersen vilde knap tro sine egne øine, og deri
gjorde han for saa vidt ret, som han var, hvad
Vinkel pleiede at kalde „utilgivelig nærsynet", men
i dette Tilfælde kunde han alligevel trøstig gjøre
det: det var virkelig, som han strax havde antaget,
Vinkels Kutter „Svanen", som han i Aarenes Løb
havde gjort saa mangen Sviptur med ovre under
Fyen. En Sportsmand vilde have kjendt Kutteren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
