Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
212
Commandeuren blev syg, meget syg; det var
Gigtfeber, og han havde stærke Smerter. Tidligere
havde han aldrig feilet noget, saa han var dobbelt
utaalmodig og gav sig ynkeligt.
„Er der ikke Noget, Du vil have, Lind?"
spurgte Admiralen, der kom og saae til ham.
„Nei, Tak, Du, jeg kan ikke nyde Noget!
Jo, det Eneste skulde være et lille Glas af min
egen Rom — tag Flasken med, naar Du kommer
imorgen!"
Det gjorde Admiralen, og Commandeuren, der
led endnu mere end den foregaaende Dag, kunde
kun med Møie tage om Flasken.
„Rørby", sagde han med svag Stemme, „Du
veed, man siger om gamle Søfolk, at de ikke kan
dø, før Ebben løber ud. Veed Du nu, hvad jeg
troer: jeg skal dø, men jeg kan ikke dø og ligger
og pines, fordi den Slåt der ikke er løben ud —
nei, lad være med at afbryde mig, jeg veed godt,
hvad jeg siger! Du kan gjerne kalde det Overtro,
men vi har selv sat min Termin, og Terminen var
ude. Du har kunstigt forlænget den—jo, Du har!
Du har snydt, lille Rørby, Du har fyldt paa Flasken
i god Mening, Gudbevares! — og jeg var feig
nok til at holde Mund, skjøndt jeg meget godt
mærkede det. Men man kan i Længden hverken
narre Vorherre eller Døden, og derfor lader jeg nu
selv Ebben løbe ud — det skulde være skeet
tidligere!"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
