Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
232
vi ad Jægerhuset til forat indtage Morgenkaffen —
Klokken er bleven Halvfem. — „De maa tage til
Takke med Anretningen, som den er", siger
Weid-mann og rækker mig et Kræmmerhus; „vi holde
ingen Sukkerskaal heroppe." Den dampende Mokka
dufter i høi Grad indbydende, og jeg tager en
ordentlig Slurk, men jeg maa formodentlig have sat
et noget betænkeligt Ansigt op efter det, for
Weid-mann spørger, om der er Noget i Veien med
Kaffen. — „Ja, jeg veed ikke, hvad det er", svarer
jeg, „men jeg synes rigtignok, den smager lidt
aparte". Følgen af dette mit Svar er, at alle de
brave Jægere som paa Commando sætte Kopperne
for Munden og ligeledes tage sig en ordentlig Slurk
— blot forat forvisse sig om, hvorvidt Kaffen
virkelig smager underligt — men neppe har
Rhein-länder faaet sin Dosis til Livs, før han farer op
som stukken af en Bremse og raaber: „Det er jo
Salt, Menneske!" Han har Ret, vi Andre le, men
den gode Rheinländer er ikke langt fra at betragte
det Hele som en personlig Fornærmelse, og da vi
længere hen paa Morgenstunden — mellem Sex og
Syv — gaa ud for atter at „blade", har han endnu
ikke forvundet sin saltede Kaffe.
Jeg følger med Weidmann og min Ven, men
er atter uheldig — der springer ingen Buk for mig
— og glubende tørstige og smeltede af Varmen,
der er mindst lige saa stærk som den foregaaende
Dag, vende vi tilbage til Jægerhuset.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
