Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
246
snart Nogen beder hende ’om det, og hun synger
oven i Kjøbet godt, ikke med stor Stemme men
virkelig musikalsk, og lægger altid sin hele Sjæl
ind i Sangen, saa man kan høre, at hun selv er med.
„Aa, blot en eneste Sang", bad han, „jeg har
jo aldrig hørt Dem synge!"
„Nei, jeg kan ikke iaften, De maa ikke bede
mig om det", svarede hun. „Spille skal jeg gjerne,
men synge, — nei!"
Saa blev han naturligvis netop ved at plage
hende, og tilsidst satte hun sig da ogsaa ned, slog
et Par Accorder an og begyndte at synge: „Hist
ude er koldt —", den havde han særlig bedt om.
Det gik ogsaa meget godt til at begynde med,
men henimod Slutningen af Verset, da hun
vat-midt i de Linier:
„Nys Rosen udsprang,
Det er den, jeg skylder min Sang!"
var det med eet, som der gik Noget i Stykker i
Stemmen, eller hvordan man nu skal udtrykke det,
og der kom en hæs Lyd i Stedet for Tone.
Hun reiste sig hurtigt op, henkastede et kort:
„Jeg vidste det nok: jeg kan ikke synge nu — og
allermindst den!" brast i Graad og skyndte sig ud.
Moderen bagefter.
Lidt efter kom Fru Holgersen tilbage og sagde
roligt, at det kun var et nerveust Anfald, der sikkert
vilde være helt ovre næste Dag, og et Øieblik efter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
