Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— Og saaledes skal det vedblive til vore Dages
Ende; saaledes ma a det nu vedblive, thi ellers
vilde vi gaa tilgrunde — beggeto!
De sad længe uden at tale, hver tænkte paa
sit og nød den fredelige Følelse af at være saa
alene og saa nær hinanden.
Der hørtes ikke en Lyd; det var somom hele
Verden havde lagt sig til at dø og havde glemt de
to, som sad her og hørte hinandens Hjærter banke;
og da et halvbrændt Stykke Træ faldt ned af
Risten og trillede frem paa Stenfliserne, gjorde det
et saadant Rabalder, at de begge uvilkaarlig for
sammen.
— Huf! sagde Clark og reis te sig, her
begynder at blive koldt. Kom, Eugenie, lad os gaa
til Sengs; Klokken er mange.
De tændte ikke noget Lys for at klæde sig af,
og det var heller ikke nødvendigt, thi Maanen
havde nu erobret hele Væggen; den flød ind
gjen-nem det høie Vindu, som aldrig havde eiet noget
i Lighed med Gardiner, og fyldte hele Atelieret
med sit kolde, bløde Lys; og da den skinnede ned
over Eugenie, som knælede ved Sengen — som hun
pleiede hver Aften — og * bad sin lille, troskyldige
Bøn til den hellige Jomfru om at holde sin Haand
over alle dem, hun havde kjær, syntes Clark, at
han aldrig havde seet noget saa deiligt før.
Klokken begyndte at slaa tolv i Cemays gamle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
