142 TO NOVELLETTER FRA DANMARK fremdeles en Glæde af at stjæle Handskerne ud af Kandidatens Baglommer og levere Trofast dem til Sønderslidelse. Ja selv Fruen, som dog var saa mild og sød som Thevand, maatte undertiden tage Kandidaten for sig og bebreide ham alvorligt, at han dog kunde nænne at tale saa ondt om det søde Dyr. Alt dette forstod Trofast meget godt; men han foragtede Kandidat Hansen og tog ingen Notice af ham. Han nedlod sig til at sønderslide Handskerne, fordi det nu engang glædede hans Ven Valdemar; men forøvrigt lod han somom han ikke saa Kandidaten. Da Koteletterne kom, spiste Trofast dem stille og diskret; han knasede ikke Benene, men pillede dem ganske rene og slikkede Tallerkenen. Derpaa gik han hen til Grossereren og lagde sin høire Lab op paa hans Knæ. „Velbekomme — velbekomme! — gamle Dreng!“ raabte Grossereren rørt ; han blev lige rørt hvert Morgen, naar dette gjentog sig. „Du kan dog ikke kalde Trofast gammel — Far,“ sagde Student Valdemar lidt overlegent. „Aa — ved du hvad! — den er s’gu snart sine otte Aar.“ „Ja men — lille Mand,“ sagde Fruen blidt, „en Hund paa otte Aar er ingen gammel Hund.“ „Nei — ikke sandt — Mor!“ raabte Valdemar ivrigt, „holder du ikke med mig? — en Hund paa otte Aar er ingen gammel Hund.“ Og i et Nu var hele Familien delt i to Partier —i to meget ivrige Partier, der med en ustanselig Strøm af Ord satte sig til at debattere: om man kan kalde en Hund paa otte Aar for en gammel Hund eller ikke. Man blev varm paa begge Sider, og uagtet hver gjentog og gjentog sin Mening uforandret i Munden paa de andre, saa det dog ikke ud til, at der vilde opnaaes nogen Enighed, — ikke engang da gamle Bedstemor fór op af sin Stol og absolut vilde fortælle noget om høisalig Enkedronningens Livmoppe, som hun havde havt den Ære at kjende fra Gaden. Men midt i den ustyrlige Hvirvel af Ord kom der en Stans, da En saa paa Uhret og sagde: Dampskibet; alle reise sig, Herrerne, som skulde til Byen, styrtede afsted, hele Selskabet spredtes for alle Vinde, og Spørgsmaalet: om man kan kalde en Hund paa otte Aar for en gammel Hund eller ikke — det blev liggende uløst i Luften. Alene Trofast rørte sig ikke. Han var vant til denne Familielarm, og de uløste Spørgsmaal interesserede ham ikke. Han lod sine kloge Øine løbe hen over det forladte Frokostbord, sænkede