Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread.
/ Denna sida har aldrig korrekturlästs.
TO NOVELLETTER FRA DANMARK 143
saa sin sorte Snude ned paa de mægtige Labber og lukkede Øinene
til en liden Frokostlur. Saalænge man laa herude paa Landet, var
der ikke stort andet at gjøre end spise og sove.
Trofast var af de ægte danske Racehunde fra den zoologiske
Have; Kongen havde endog kjøbt hans Broder, hvilket blev
udtrykkelig fortalt til alle, som kom i Huset.
Men han havde alligevel havt en temmelig haard Opvæxt; thi
det var hans oprindelige Bestemmelse at være Pladshund ude paa
Grossererens store Kullager paa Kristianshavn.
Derude opførte Trofast sig mønsterværdigt. Vild og rasende som
en Tiger om Natten var han om Dagen saa stille, venlig — ja
ydmyg, at Grossereren blev opmærksom paa ham og forfremmede
Trofast fra Pladshund til Stuehund.
Og fra dette Øieblik var det egentlig først, at det ædle Dyr
udviklede alle sine Fuldkommenheder.
Den havde ligefra først af en egen beskeden Maade til at blive
staaende ved Døren og se saa ydmygt paa den, som gik ind, saa det
var ganske umuligt andet end at slippe den med ind i Salonen; og
der fandt den sig snart tilrette, i Begyndelsen under Sofaen, men
senere paa det bløde Tæppe foran Kaminen.
Og efterhvert som de øvrige Medlemmer af Familien lærte at
vurdere hans sjeldne Egenskaber, avancerede Trofast, indtil
Kandidat Hansen paastod, at han var den egentlige Herre i Huset.
Vist er det, der kom noget i Trofasts hele Optræden, som
tydeligt tilkjendegav, at han var sig selv bevidst den Stilling, han
indtog. Han stansede ikke længer ydmygt ved Døren, men gik selv i
Forveien, saasnart nogen aabnede. Og blev der ikke lukket op for
ham strax, naar han skrabede, saa reiste det mægtige Dyr sig paa
Bagbenene, lagde Labberne paa Dørklinken og aabnede for sig selv.
Da han første Gang gjorde dette Kunststykke, raabte Fruen
henrykt: „Er han ikke deilig? — ganske som et Menneske, bare saa
meget bedre og trofastere.“
Det var ogsaa de andres Mening, der i Huset, at Trofast var
bedre end et Menneske. Hver især syntes ligesom at kvitte lidt af
paa sine egne Synder og Skrøbeligheder ved denne beundrende
Dyrkelse af det ædle Dyr; og hvergang nogen var misfornøiet med
sig selv eller andre, fik Trofast de allerfortroligste Meddelelser og
dyre Forsikringer, at han dog var den eneste, man kunde stole paa.
Men naar Frøken Thyra kom skuffet fra et Bal, eller hendes
bedste Veninde troløst havde forraadt en skrækkelig stor
Hemmelighed, da kastede hun sig grædende ned over Trofast: „Nu har
jeg kun dig tilbage — Trofast! der er ingen — ingen — ingen paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Mon Jun 15 12:07:51 2026
(www-data)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/kamindsaml/2/0147.html