TO NOVELLETTER FRA DANMARK 143 saa sin sorte Snude ned paa de mægtige Labber og lukkede Øinene til en liden Frokostlur. Saalænge man laa herude paa Landet, var der ikke stort andet at gjøre end spise og sove. Trofast var af de ægte danske Racehunde fra den zoologiske Have; Kongen havde endog kjøbt hans Broder, hvilket blev udtrykkelig fortalt til alle, som kom i Huset. Men han havde alligevel havt en temmelig haard Opvæxt; thi det var hans oprindelige Bestemmelse at være Pladshund ude paa Grossererens store Kullager paa Kristianshavn. Derude opførte Trofast sig mønsterværdigt. Vild og rasende som en Tiger om Natten var han om Dagen saa stille, venlig — ja ydmyg, at Grossereren blev opmærksom paa ham og forfremmede Trofast fra Pladshund til Stuehund. Og fra dette Øieblik var det egentlig først, at det ædle Dyr udviklede alle sine Fuldkommenheder. Den havde ligefra først af en egen beskeden Maade til at blive staaende ved Døren og se saa ydmygt paa den, som gik ind, saa det var ganske umuligt andet end at slippe den med ind i Salonen; og der fandt den sig snart tilrette, i Begyndelsen under Sofaen, men senere paa det bløde Tæppe foran Kaminen. Og efterhvert som de øvrige Medlemmer af Familien lærte at vurdere hans sjeldne Egenskaber, avancerede Trofast, indtil Kandidat Hansen paastod, at han var den egentlige Herre i Huset. Vist er det, der kom noget i Trofasts hele Optræden, som tydeligt tilkjendegav, at han var sig selv bevidst den Stilling, han indtog. Han stansede ikke længer ydmygt ved Døren, men gik selv i Forveien, saasnart nogen aabnede. Og blev der ikke lukket op for ham strax, naar han skrabede, saa reiste det mægtige Dyr sig paa Bagbenene, lagde Labberne paa Dørklinken og aabnede for sig selv. Da han første Gang gjorde dette Kunststykke, raabte Fruen henrykt: „Er han ikke deilig? — ganske som et Menneske, bare saa meget bedre og trofastere.“ Det var ogsaa de andres Mening, der i Huset, at Trofast var bedre end et Menneske. Hver især syntes ligesom at kvitte lidt af paa sine egne Synder og Skrøbeligheder ved denne beundrende Dyrkelse af det ædle Dyr; og hvergang nogen var misfornøiet med sig selv eller andre, fik Trofast de allerfortroligste Meddelelser og dyre Forsikringer, at han dog var den eneste, man kunde stole paa. Men naar Frøken Thyra kom skuffet fra et Bal, eller hendes bedste Veninde troløst havde forraadt en skrækkelig stor Hemmelighed, da kastede hun sig grædende ned over Trofast: „Nu har jeg kun dig tilbage — Trofast! der er ingen — ingen — ingen paa