GIFT 199 „Men — men — men — kjære lilie Fru Wenche!“ raabte Rektor og strakte sin Haand bønfaldende mod hende; „deter da vel aldrig Deres Mening, at Mødre og Fædre skulle troppe op hver eneste Gang —“ „Nei vist ikke — Hr. Rektor,“ afbrød Fruen leende og greb venskabeligt hans Haand; „jeg mener bare, at jeg vilde ønske, der var denne Interesse for Børnene blandt os Forældre; saa vilde nok denne Interesse, om den blev stærk og levende, skaffe sig et Udtryk i en eller anden Form, hvorved vi, som dog i enhver Henseende bekoster det hele, kunde faa nogen Indflydelse, nogen Kontrol over det, som foregaar bag Skolens tykke Mure.“ Prokurator Kahrs havde siddet fredeligt og fordøiet sin Benjaminsportion af Middagen; medens det morede ham at høre denne livlige Diskussion mellem saa aldeles ujuridiske Personer. Han fandt nu, da der efterhaanden havde samlet sig mange i Fruens Værelse, at det kunde være paatide, om der bragtes lidt Methode og Logik ind i Samtalen. „Der var en Ytring i Fruens sidste Replik, som foranlediger mig til et Spørgsmaal!“ saaledes begyndte han med humoristisk Alvor i sit rødblanke Ansigt, — det var jo bare en Dame; „mente De ikke — høistærede Frue! at Forældrenes Interesse for Børnene burde finde et Udtryk i en faktisk udøvet Indflydelse paa Skolens Gjerning og Arbeide?“ „Jo — netop saa!“ „En Repræsentation — eller noget lignende — af Forældrenes Interesse — “ „Ja — noget saadant vilde jeg have —“ „Men — men, undskyld Frue!“ sagde nu Kahrs og lod, somom han var helt forlegen; „men — men det har vi jo.“ „Saa? — det ved jeg ikke noget om,“ svarede Fru Wenche og blev rød; det hændte en og anden Gang i Samtaler som denne, at hun løb Hovedet mod noget, hun ingen Anelse havde om. „Det forundrer mig Frue! — da De dog ellers synes at være saa inde i disse Ting, — eller ialfald nære en saa varm Interesse for disse Spørgsmaal. Vi har jo nemlig netop et Udtryk for dette, at i Statens Skoler bør ogsaa Forældrene være repræsenterede, det har vi jo — som bekjendt — i Ephoratet, — Skolens Ephorat.“ „Ephorat?“ spurgte Fru Wenche usikkert. Men før Kahrs eller nogen anden kunde forfølge Seieren, spurgte en tør, klar Stemme: „Undskyld! — men har nogen af mine Herrer nogensinde seet en levende Ephor?“