200 GIFT Alles Øine vendte sig mod Michal Mordtmann, som stod korrekt og behagelig henne ved Etagèren; men da hans og Fru Wenches Øine mødtes, brast hun ud i sin lystige Latter. „Tak! — Hr. Mordtmann! tusind Tak for Hjælpen! — ja nu spørger jeg rigtig ogsaa: hvad er en Ephor for noget? — hvem er Ephorer her ved Skolen?“ „Men Frue!“ raabte Rektoren ganske betuttet, „ved De virkelig ikke, at Professor Løvdahl er en af Skolens Ephorer?“ „Carsten! — min Mand! — nei det er altfor glimrende. Aa De — Hr. Abel! — vil De ikke raabe paa min Mand, jeg maa se ham som Ephor.“ Hr. Overlærer Abel fløi som en Visk ud gjennem Portieren og kom igjen med Professoren, der havde Kort i Haanden. „Hvad er det for Løier Wenche?“ spurgte han oprømt. „Guddommelige Løier! — de siger, du er Ephor — Carsten!“ „Ja vist er jeg Ephor —“ „At du er et Udtryk for Forældrenes Interesse for Børnene i Skolen —“ „Ja — har du ikke seet mig ved Examensfester sidde forrest paa høirygget Stol ved Siden af Byfogden?“ sagde Professoren uforsigtigt; „men nu maa du lade mig gaa; jeg har Haanden fuld af Trumf.“ De andre Herrer tænkte som saa, at hvis Professoren havde været inde i Samtalen, vilde han have svaret anderledes. Men Fru Wenche var med en Gang bleven alvorlig: „Ja se nu, hvorledes vi har det! havde jeg ikke i rette Øieblik faaet druknet dette store Ord i den Latter, det fortjener, vilde jeg kanske som saa mange indbildt mig, at ogsaa paa dette Punkt er alt saa godt og viseligt indrettet fra oven af, at vi Smaafolk og Fruentimmer bare kan holde vor Mund og lade alt gaa sin Gang. Men nu skal da ingen længer — Tak for Hjælpen endnu engang — Hr. Mordtmann! nu skal heller ingen længer dupere mig med disse store Ord. Naar Carsten er Ephor, saa ved jeg, at det med Ephoratet er ikke andet end et Led i den Kjæde af administrativt Spilfægteri, hvorunder vi kvæles og fordummes allesammen.“ „Saa sagte — saa sagte — gode Frue!“ begyndte Rektor igjen; „der maa dog være en Administration! vi kan saamænd ikke allesammen styre.“ „Det forlanger jeg hellerikke; men i enhver Sag bør de raade, som bære det faktiske Ansvar; og i Sagen: Børnebehandling har de Ansvaret, som har tilladt sig at sætte Børn i Verden. Men istedetfor en til Ansvaret virkelig svarende Delagtighed i Skolens