GIFT 225 saa stor, at han trængte til Besked derom, aabent og ærligt sige ham, at hun ingenlunde troede paa alt det, som andre Folk tror paa. Det var ogsaa begyndt, og hun havde flere Gange talt med ham om saadanne Ting. Vanskeligt var det; men hun haabede dog altid, at stor Ærlighed fra hendes Side maatte gjøre ham det klart, at han i et og alt kunde stole trygt paa hende, om hun ikke just var af Tro som de andre. Hun syntes ikke, det var Ret at pege for ham paa alt det Hykleri, hun saa og levede i. Professoren tog Abraham med i Kirken, sagde undertiden Vorherre og lignende: men hun vidste jo saa grandgiveligt, at der ikke fandtes Spor af sand Kristendom i ham. Det kunde hun jo ikke forklare deres Søn, og det var og blev en stor Vanskelighed med det religiøse. Vel syntes ikke Abraham heller at være anderledes grebet af Religionen, end at den som Skolefag maatte kunnes perfekt, og at der hørte en vis Tone til og et vist Ansigt, naar man gik i Kirke. Men bare dette, at hun kunde høre, naar han for Exempel spurgte: hvorfor gaar du aldrig i Kirken, Mor? — at dette Spørgsmaal kom fra Paavirkninger udenfra; hun mærkede, at andre — hun vidste ikke hvem — gjorde ham opmærksom paa saadant hos hende. Og alligevel havde hun altid holdt det Haab ilive, at det skulde nok gaa. Ja hun syntes undertiden, at det maatte være godt for Abraham, naar han kom til Tvivlens uundgaaelige Tid, da at have sin egen Moder blandt de Ikketroende; — det maatte — mente hun — anspore ham til et alvorligt Valg og frelse ham fra at forsvinde feigt i det uendelige Mylder af Hyklere. Men nu dette Skolespørgsmaal, saa lidet i Forhold til vigtigere Ting, men saa betydningsfuldt, fordi det saa stærkt viste Kløften mellem de to, som sammen eiede denne ene, — hvorledes skulde hun klare det? Hendes Hjertens Mening var den, at det var et kjækt Træk af Abraham, som hun godt kunde lige ham for; men hun kunde jo ikke stik imod baade Skolen og Faderen rose ham, fordi han havde kaldt Aalbom for en Djævel. Hvis det fra først af ikke var blevet taget saa alvorligt, kunde hun kanske sluppet lempeligere over det med at ruske ham lidt i Haaret og formane ham til Besindighed. Men som det nu var kommet, var det blevet et Hovedspørgsmaal, og hun formaaede ikke at løse det. Imidlertid stod Abraham foran hende og forstod, at Moderen var falden i Tanker; og da hun endelig — selv raadvild vendte tilbage og fandt Gutten staaende der ligesaa ængstelig og uvis, da vidste 15 — Kielland: Samlede Værker II