Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread.
/ Denna sida har aldrig korrekturlästs.
226 GIFT
hun. ikke andet at gjøre end at tage ham ind i sine Arme, vugge
ham frem og tilbage som hun pleiede og hviske udover ham: „Aa
du arme lille Abbemand! hvad skal der blive af dig!“
Endnu mere forvirret ved dette, vedblev Abraham at gaa i
Spænding. Paa Skolen blev han behandlet som en farlig Forbryder,
hvem man dog vil søge at redde ved mild Behandling; selv Aalbom
var venlig, saa det gjøs i Abraham.
Kammeraterne roste ham først og spaaede ham de forfærdeligste
Straffedomme. Men da det gik af i al Stilhed, og Lærerne vare
lige blide mod ham, fandt man ud, at man sagtens kan være modig,
naar man er Søn til Professor Løvdahl.
Havde han bare faaet Straf — tænkte Abraham selv; men denne
dumpe Hoøitidelighed, denne underlige Venlighed fra alle Kanter
bragte ham tilsidst paa den Tanke, at han vist igrunden var et
Udskud, og at de tænkte paa at sende ham bort til en eller anden
Anstalt. Han blev ræd og sky og holdt sig for sig selv.
Hans bedste Ven — lille Marius laa forresten syg; han havde
faaet Hjernebetændelse. Den gode Rektor besøgte ham næsten
hver Dag og var inderligt bekymret for sin lille Professor.
Men hver Gang hans Øine i Timen faldt paa Abraham Løvdahl,
stod hin Scene saa levende for ham: Abrahams grænseløse
Frækhed forbandt sig saa nøie med lille Marius’s ulykkelige Sygdom, at
det tilslut kom til at staa saaledes for ham, at det var Abraham
Løvdahls Skyld altsammen. Han henvendte næsten aldrig et Ord
til ham.
Professoren iagttog hemmeligt sin Søn og overbeviste sig om, at
den Maade, han efter Samraad med Skolen havde valgt, ogsaa viste
sig virksom. Ofte naar Abraham bleg og forskræmt sneg sig forbi
ham i Huset, syntes han hjerteligt Synd i ham; men han tvang sig
en lang Tid, indtil han syntes, det kunde være nok.
Da sagde han endelig en Dag: „Vihar nu overveiet Sagen —
vi — dine Forældre og Skolen; og vi er kommen til det Resultat,
at vi vil prøve at beholde dig og kanske endnu gjøre dig til et godt
og brugbart Menneske.“
Abraham kastede sig ind til Faderen og hulkede høit. De havde
tilslut næsten skræmt Vetet af ham; han havde tænkt, at han
skulde sendes bort til Fremmede; han havde tænkt — ja hvad for
gyselige Ting havde han ikke tænkt i vaagne Tider i Sengen. Og
nu, da tan fik blive, syntes han, at Faderens Naade og Mildhed var
saa overvældende.
Professoren gav Indtrykket Tid til at fæstne sig og sagde saa:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Mon Jun 15 12:07:51 2026
(www-data)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/kamindsaml/2/0230.html