238 GIFT „Besku vor Id med Faderøie, Du, som selv Verdner grunde kan“ — hvorpaa Rektor endnu bad et Fader vor, og saa var Festen endelig forbi. Trængselen var stor, for at komme ud; thi ingen Magt kunde længer holde paa Gutterne. Uagtet Ordren var, at Eleverne skulde vente, indtil Damerne og Tilhørerne havde forladt Salen, og da først begive sig bort i god Orden og klassevis, saa løb dog flere og flere fra Pladsen og borede sig ind blandt Damerne og forsvandt. Varme og forgrædte væltede Mødrene endelig ud — af Fædre var der yderst faa —; det gjorde saa godt at se Ungdommen saaledes samlet, og hvor deiligt og alvorligt Rektoren talte. Han kunde rigtignok gjerne have sparet sig en Hentydning, han kom med paa Slutten: at der herskede adskillig Ligegyldighed for Skolens Gjerning blandt Forældrene. Det var da ialfald noget, som ikke passede paa nogen af dem; snarere kunde det være sagt til de Forældre, som ikke mødte frem, — for Exempel til Fru Løvdahl. Det var dog altfor galt, naar hendes Mand til og med var Ephor! Men hun kom nu aldrig der, hvor der var et Guds Ord at høre. Børn og Voxne strømmede ud i Skolegaarden; skikkelige Gutter gik pent ved Siden af sine Forældre med Karakterseddelen sammenlagt i Haanden, andre gik bag Huset og sønderrev sin og trampede paa den; nogle styrtede afsted med Skrig og Indianerhop; men de fire udskaarne sorte Frakker gik bagefter Lærernes Flok, for at drikke et lidet Glas Vin oppe i Rektorens Dagligstue. Abraham gik hjem med sin Fader. Professor Løvdahl var bevæget. Mens de gik Side om Side, sagde han til ham: „Du har været flink Gut — Abraham! og jeg ser deraf, at du bestræber dig for at rette det, som var galt med dig; og saa taler vi ikke mere om den Ting. Jeg skal ogsaa lade et Ord falde til Rektoren, at han ikke mere rører ved den Sag.“ Abraham styrtede ind i Stuerne og raabte: „Mor — Mor! — jeg er bleven Nummer to!“ Fru Wenche kom ham løbende imøde ligesaa straalende; hun tog ham og kyssede ham og dansede med ham; og da Professoren kom ind med det sædvanlige: Hys — Børn! lo hun bare, tog sin Søns Arm og gik tilbords. Professoren vilde have Vin, og det blev en liden Familiefest. Abraham følte sig saa let som en Fugl; og da Professoren klinkede med ham, syntes han, at Faderen var dog det største og herligste Menneske i Verden.