GIFT 239 Men idag følte han sig ogsaa saa hendraget til Moderen som han ikke havde været paa lang Tid. Igrunden holdt han dog lige meget af dem begge, og han svømmede i Lyksalighed, medens det, som var gjennemgaaet, blev til en mørk Erindring, han vilde glemme og udslette. „Ja er det ikke som jeg siger,“ udbrød Professoren, da hun fortalte, hvor hun havde været, „den Fabrik har du dog en varm Interesse for.“ Hun bare lo og sagde ikke imod; idag var hun saa besynderlig let og lykkelig. — IX. Abrahams Konfirmation var bestandig bleven udsat eller rettere : der var aldrig bleven talt om den Ting. Thi Professoren vidste altfor godt, at Fru Wenche af al Magt vilde modsætte sig, og ligefra Sønnen var liden havde hun sagt: konfirmeres skal han ikke. Hendes Mand havde bøiet af og tiet; han tænkte som saa: den Tid, den Sorg; og det var ikke hans Manér at tage nogen Ubehagelighed, førend den ikke længer paa nogen Maade lod sig undgaa. Derfor havde han ladet Sagen bero, lige til Abraham nu gik i sit sextende Aar, hvilket var en sen Konfirmationsalder efter Stedets Skik. Men nu til Høsten skulde han indskrives; thi konfirmeres skulde han — det stod ligesaa fast for Professoren som det modsatte for Fruen. En Morgenstund, mens de klædte sig paa, — Abraham var netop gaaet til Skolen, begyndte Professoren stille og selvfølgeligt: „Ja nu tænker jeg, vi faar lade Ahraham indskrive hos Provsten Sparre i næste Maaned.“ „Indskrive? — hos Sparre? — hvad ialverden er det, du siger?“ Fru Wenche vendte sig hurtigt om paa Stolen; hun sad foran Speilet og greiede sit store Haar. „Til Konfirmation — min Ven! du husker vist ikke, at han snart er sexten Aar?“ „Det er nok snarere du, som ikke husker, at det bestandig har været en Aftale mellem os at Abraham ikke skal konfirmeres.“ „Aftale? — nei Wenche! det har der aldrig været.“ „Men har jeg da ikke hundrede Gange sagt: han skal ikke konfirmeres?“