242 GIFT. ubehagelig, jeg siger det; men du er virkelig saa farlig at snakke med; for du dreier mig rundt og vender op og ned paa altsammen. Aldrig havde jeg troet, at jeg godvilligt skulde se min Søn gaa til Konfirmation; men nu synes det mig næsten, somom der er noget i det, du siger.“ „Ja jeg tror, at det denne Gang er mig som mest er i Overensstemmelse med dine Principer,“ svarede Professoren, som nu var fuldt paaklædt og vilde gaa. ; „Men det siger jeg dig,“ raabte pludselig Fru Wenche, da han alt var i Døren, „den Morgen Abraham skal i Kirken, for at aflægge dette usalige Løfte, vil jeg have Ret til som Moder at spørge ham, om han ved, hvad han gjør; og er han da ikke fuldtud sanddru og ærlig, saa skal hverken du eller al Verdens Præsteskab faa min Søn til at gaa op og sige en Løgn.“ „Det faar du gjøre som du selv synes,“ svarede hendes Mand, idet han gik; den Tid den Sorg; foreløbig var han kommen saa langt som han kunde vente. Men i Fru Wenche var der Uro og Misstemning; hun havde en pinlig Fornemmelse af, at hendes Mand havde franarret hende dette Samtykke til Konfirmationen — det modbydeligste Spilfægteri, hun vidste. Hun talte med Mordtmann om det, og han gav hende fuldstæn» dig Ret i alt, var endnu heftigere i sine Ord; men forresten kunde jo ikke Spørgsmaalet interessere ham saa meget. Saa tog hun Abraham for sig og talte alvorligt med ham en Aften, mens Professoren var i Klubben. Hun udviklede for ham saa klart og aabent som hun kunde, hvad hun tænkte om dette Præsteopfund: Konfirmationen. Hun viste ham, at dette Løfte, de fordrede og modtog af umyndige Børn, ikke var andet end det grusomste Spilfægteri med det alvorlige; at det ikke kunde være anderledes — absolut ikke kunde være anderledes, saaledes som den sande Kristendom stiller sine Fordringer til et Menneske, end at Ungdommen flokkevis førtes ind i Livet gjennem en stor Løgn, værre end en Mened. Vilde han med aabne Øine gaa gjennem dette? — eller havde han valgt?- Hvis han uden Menneskefrygt kunde vælge at arbeide videre uden denne Forpligtelse, som stod der, bare for at brydes, — kunde han det, saa skulde hun trofast hjælpe ham. Abraham sad med nedslagne Øine uden at svare, uden at afbryde. Det var ham altid pinligt, naar nogen talte til ham om det religiøse. I Skolen lærtes Religion som et andet Fag; og det var bare Rektoren, som i sine Taler eller, naar der var noget galt paa-